Fraværsundersøgelse: Børn med kronisk sygdom bliver overset
Skolerne er ikke gode nok til at følge op på fravær, viser ny undersøgelse. Det er et problem for børn med kronisk sygdom, som ofte har højt fravær og brug for sygeundervisning.
Når en elev ikke er mødt i skole, skal det registreres som fravær. Desværre viser en ny undersøgelse fra Undervisningsministeriet, at der er store udfordringer på området. Skolerne definerer og registrerer fravær vidt forskelligt – og det betyder, at kommunerne ikke systematisk kan følge op på, om eleverne får den undervisning, som de har krav på.
Ifølge Danske Patienter er den manglende systematik omkring fraværsregistrering og -opfølgning især et problem for de tusindvis af elever, som har en kronisk eller langvarig sygdom.
Kender ikke lovgivningen
Generelt viser undersøgelsen fra ministeriet, at skolelederne ikke kender til deres ansvar og forpligtelser i forhold til fravær og sygeundervisning. For eksempel svarer to ud af tre skoleledere, at de ikke har kendskab til elever, som har fået eller har krav på sygeundervisning.
Det står i kontrast til resultatet af en rundspørge fra Danske Patienter, som viste, at 40 procent af børn med kronisk sygdom havde over 15 dages fravær, hvilket giver ret til sygeundervisning, men at kun syv procent fik tilbuddet.
Børn med drypvist fravær bliver overset
Undersøgelsen fra ministeriet viser, at det blandt andet er økonomien, der er en hindring for, at skolerne tilbyder sygeundervisning, og at kun ganske få skoler tilbyder såkaldte ”kompenserende forløb” til elever, så de kan indhente tabt undervisning efter perioder med meget fravær.
Når eleverne får tilbuddet, er det typisk elever med angst og kræft, som har lange perioder med massivt fravær.
Undervisningsministeriet vil på baggrund af undersøgelsen nu gå i dialog med folkeskolens parter for at se på, hvad der i fællesskab kan gøres for at styrke den lokale indsats i forhold til fravær og sygeundervisning.
Kontakt
Ministeriets undersøgelse
Undervisningsministeriet offentliggjorde deres undersøgelse fredag den 4. maj 2018.
Danske Patienters undersøgelse
Skolebørn med sygdom får ikke den støtte, de har krav på. Det har store faglige og sociale konsekvenser for børnene, viser en rundspørge fra Skole for mig.