Gebyr på patienterstatninger er urimeligt

Nyhed
none

Det er ikke rimeligt, at patienter skal betale et gebyr af deres erstatning, mener Danske Patienter, som er glade for, at flere politikere nu vil se på, om reglerne kan ændres.

I 2017 vedtog Folketinget et gebyr, som patienter skal betale, når de bliver tilkendt erstatning efter en skade i sundhedsvæsenet. Til gengæld for gebyret på 7.625 kroner fjernede man minimumsgrænsen for udbetalinger under 10.000 kroner, ligesom man satte en stopper for en praksis i regionerne, som betød, at patienter risikerede at skulle betale deres erstatning tilbage efter en ankesag.

Danske Patienter kritiserede allerede dengang, at det er patienterne selv, der i sidste ende finansierer ændringerne. Kritikken er aktuel igen, hvor nye tal fra Patienterstatningen viser, at staten har tjent 14 millioner i 2018 ved at opkræve gebyr fra patienterne.

Det er ikke rimeligt, at patienter, der er blevet påført skader, skal betale gebyr, siger Morten Freil, direktør i Danske Patienter, til TV 2 og uddyber: Det var godt, at man afskaffede minimumsgrænsen og fjernede usikkerhederne i forhold til tilbagebetalinger, men hvorfor er det patienterne, der skal betale for at fjerne den usikkerhed? Det må være systemet, som i første omgang er skyld i skadesomkostningerne, der skal betale, siger Morten Freil til TV 2.

► Læs også: God aftale om patienterstaning – men finansieringen halter.

Politikere vil se på sagen

Ifølge TV 2 er både Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som selv var med til at indgå aftalen, klar til at genoverveje gebyret og tage det op i aftalekredsen. Det glæder Danske Patienter, som foruden at være principielt imod, at patienter kollektivt skal betale for, at de er blevet fejlbehandlet, også finder gebyret bekymrende, fordi det rammer skævt.

Gebyret får nemlig størst konsekvenser for psykiatriske patienter, som typisk får tilkendt mindre erstatninger end patienter med somatisk sygdom.

For patienter med psykisk sygdom svarer gebyret typisk til, at de mister over en fjerdedel af deres erstatning. Det giver simpelthen ingen mening, siger Morten Freil til TV 2.

► Læs også: Nye regler: Nu kan alle patienter få erstatning efter fejlbehandling.

Overblik: Sådan arbejder Danske Patienter for bedre patienterstatninger

Danske Patienter har løbende arbejdet for at skabe bedre regler på erstatningsområdet:

I september 2016 sender Danske Patienter et brev til daværende sundhedsminister Sophie Løhde om det urimelige i, at patienter bliver bedt om at betale deres erstatning tilbage flere år efter, at de fik den tilkendt.

I juli 2017 gør Danske Patienter i endnu et brev Folketingets sundhedsudvalg opmærksomme på problemet.

I september 2017 beslutter Folketinget at gøre op med regionernes praksis om at anke sager for at få erstatninger tilbagebetalt, og minimumsgrænsen på 10.000 kroner fjernes. Til gengæld indføres et gebyr for patienterne, som Danske Patienter kritiserer.

I december 2017 opfordrer Danske Patienter regionerne til at tilbagebetale de erstatninger, som de har opkrævet at få tilbage fra patienter.