Genoptræning har lange udsigter

Nyhed

Patienter venter for længe på at komme til genoptræning.

68 procent af alle patienter i Danmark venter mere end en uge på at begynde deres genoptræning. Og på Sjælland kan patienterne komme til at vente helt op til fem uger på at komme til genoptræning, efter de er blevet opereret eller har modtaget anden behandling. I Region Hovedstaden, Syddanmark og Nordjylland venter størstedelen af patienterne to-fire uger på at blive tildelt en plads til genoptræning.

Det er ikke godt nok. Rehabiliteringen forsinkes, når patienten skal vente så længe, hvilket kan resultere i fysiske og psykiske mén, siger chefkonsulent Annette Wandel fra Danske Patienter.

Kommunernes ansvar

Fra Sundhedsministeriet lyder det, at det er kommunerne, der skal sørge for at bringe ventetiden ned.

Udgangspunktet må være, at folk kommer i genoptræning hurtigst muligt, men jeg vil ikke på regeringens vegne lægge mig fast på et bestemt antal dage, man maksimalt må vente. Der findes allerede kommuner i dag, der giver genoptræning inden for en uge, og derfor ligger det lige for, at kommunerne skal lære af hinanden, siger Sundhedsminister Astrid Krag (SF) til Berlingske Tidende.

Højst en uges ventetid

Danske Patienter anbefaler, at patienter begynder genoptræningen maksimalt en uge efter behandlingen.

De sundhedsfaglige anbefalinger er, at patienter skal begynde genoptræning senest en uge efter en operation. Undersøgelser viser, at patienterne klarer sig bedre, og undgår yderligere komplikationer, jo hurtigere de kommer i gang med at træne den nye hofte eller det opererede knæ. Det giver patienten en bedre sundhed og højere livskvalitet, og dermed gavner det også samfundsøkonomien, fordi patienterne kommer hurtigere tilbage på arbejdet, udtaler Annette Wandel.

Læs mere

Læs hele artiklen om lange ventetider til genoptræning fra Berlingske Tidende her.

Via dette link kan du se, hvor lang ventetiden der er i din region.