Højesteretsdom sætter patienters rettigheder ud af spil

Nyhed

Højesteret godtager regionens argument om, at manglende ressourcer var årsag til, at en patient ikke blev indkaldt til kræftscreening i tide. Dommen er en bombe under systemet, mener Danske Patienter.

Det bekymrer Danske Patienter, at Højesteret tirsdag afviser et erstatningskrav fra en kvinde, der blev indkaldt for sent til en undersøgelse for brystkræft.

Hvis regionerne kan bruge mangel på ressourcer som årsag til ikke at overholde patienternes rettigheder, så kan det blive en bombe under systemet, siger direktør i Danske Patienter Morten Freil til fyens.dk

Kvinden, der søgte erstatning, blev screenet for brystkræft med 38 dages forsinkelse. Det viste sig, at hun havde udviklet brystkræft.

På trods af, at hendes rettigheder som patient ikke er blevet overholdt, har hun fået afslag på at få erstatning i både patientskadesystemet, Østre Landsret og nu også Højesteret.

Læs også: Nej til Spinraza på trods af politisk aftale

Kan blive ny praksis

Ifølge Danske Patienter er dommen problematisk, fordi argumentet om mangel på ressourcer også kan blive brugt i andre typer sager.

Det kan være andre typer sager, eksempelvis om udrednings- og behandlingsgarantier. Vores frygt er, at det kan blive en ny praksis, som vil sætte patienters rettigheder ud af spil, siger Morten Freil til fyens.dk.

Positiv udmelding fra ministeren

Danske Patienter er glade for, at flere politikere på Christiansborg har meldt ud, at de nu vil tage sagen op – og ikke mindst at sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er enig i, at dommen er problematisk for patienternes rettigheder.

I en skriftlig kommentar til Ritzau skriver hun:

Det må simpelthen ikke være sådan, at regionerne slipper for erstatningsansvaret med henvisning til manglende ressourcer, fordi de laver dårlig planlægning, og man som patient derfor ikke kan få prøvet sin sag. Det underminerer patientrettighederne, og det skal vi have rettet op på.
Ikke første gang

Patienterstatningen brugte også begrænsede ressourcer som begrundelse, da de afviste en klage fra en patient, der ikke var blevet behandlet med lægemidlet Spinraza. Læs mere her.

Hvor søger man erstatning?

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

Patienter, der ønsker at søge erstatning, fordi de har været udsat for alvorlige fejl i sundhedsvæsenet, skal henvende sig til Patienterstatningen.

Læs mere her.

Klager over fejl

Hvis du vil klage over fejl i sundhedsvæsenet – for eksempel hvis du gerne vil møde de ansatte for at få en forklaring eller forhindre at lignende sker for andre patienter, skal du henvende dig til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Læs mere her.