Hurtig udredning er et positivt første skridt
Ny ret til udredning gavner danskere, der henvises til udredning på hospitalet.
Danske Patienter hilser den nye ret til udredning velkommen, da den vil gavne en gruppe af danskere, der tidligere er blevet kastet rundt mellem afdelingerne på landets hospitaler. Desværre er det ikke alle patienter, der får denne ret. Det bekymrer Danske Patienter.
Ret til hurtig udredning er nu et faktum. En gruppe af danskere har fået en helt ny rettighed, der gerne skulle gøre op med de problemer, der har eksisteret, når danskere er blevet henvist til udredning på hospitalerne – og ikke har haft symptomer, der har givet dem adgang til udredning under de såkaldte pakkeforløb på blandt andet kræft- og hjerteområdet.
Ventetid på udredning har alvorlige konsekvenser
Der er en række alvorlig konsekvenser af meget lange udredningstider – blandt andet, at man ikke opdager alvorlig sygdom i tide, hvilket kan betyde, at patienter bliver sat for sent i behandling. Dette kan resultere i, at patienten får et forværret sygdomsforløb, forringet livskvalitet eller er i risiko for at miste sit arbejde. Med den nye ret skulle disse konsekvenser gerne kunne undgås for en række patienter.
Fakta
Hvem gavner retten?
Retten til udredning gavner de patienter, der har symptomer på alvorlig sygdom, som ikke tyder på hjerteproblemer eller kræft.
For denne gruppe af patienter forventes retten at gøre op med de lange ventetider på udredning.
Hvem får ikke gavn af retten?
Gruppen af patienter, der bliver udredt i almen praksis og hos speciallægerne får ikke gavn af den nye ret. Det kan f.eks. gælde patienter med smerter i bevægeapparatet.
De vil fortsat være i risiko for at skulle vente meget længe på at få at vide, hvad de fejler og derefter at blive sat i behandling.
Retten gavner på nuværende tidspunkt heller ikke patienter med symptomer på psykisk sygdom.