Ikke alle patienter kan det samme

Nyhed
none

Det er i orden at stille krav til patienter, så længe man husker på, at ikke alle patienter kan det samme.

Det er i orden at stille krav til patienter, så længe man husker på, at ikke alle patienter kan det samme.

En ny sundhedsvision er fremlagt i Region Syddanmark. Den lægger op til, at patienterne skal tage en større del af ansvaret for eget helbred og behandling.

Visionen blev diskuteret på DR Radio torsdag den 8. marts i et panel bestående af formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Poul Erik Svendsen, professor Kjeld Møller Petersen fra Syddansk Universitet, lægefaglig direktør Dorthe Gylling Crüger fra Sygehus Lillebælt og næstformand Stig Hedegaard Kristensen fra Danske Patienter.

Alle patienter skal behandles

Stig Hedegaard Kristensen understreger, at den enkelte patient ikke skal pålægges et større ansvar, end han eller hun kan magte – og at alle patienter skal være garanteret behandling ligegyldigt, hvor stor eller lille rolle, de kan selv kan spille i sygdomsforløbet.

I nogle situationer kan man være nødt til at stille krav til patienter – f.eks. i forbindelse med operationer, hvor det kan være nødvendigt, at patienten taber sig inden operationen eller stopper med at ryge, fordi det ellers vil være for risikabelt at operere. Men har patienten ikke ressourcer til at følge disse krav, så er det sundhedsvæsenets opgave at hjælpe patienten – enten ved at tilbyde en anden behandling eller hjælpe patienten med at leve op til de krav, der bliver stillet, siger Stig Hedegaard Kristensen.

Han understreger, at en god behandling er afhængig af, at patienten forstår, hvad der skal ske – og selv hjælper til ved at følge de retningslinjer, der er lagt, for at sikre et godt behandlingsresultat.

I de tilfælde, hvor patienterne ikke har ressourcer, motivation eller overskud til at følge en given behandling, må sundhedsvæsenet hjælpe til.

Større ansvar til patienten må ikke betyde, at sundhedsvæsenet kan afskrive sig ansvaret for at sikre en ordentlig og succesfuld behandling af patienterne.

Hør flere indslag om Region Syddanmarks sundhedsvision her - dobbeltklik på indslagene nederst på sitet.