Inddragelse kræver en fælles indsats

Interview

Danmark kan blive et foregangsland, når det gælder inddragelse af patienter og pårørende.

Alle ønsker, at patienter og deres pårørende bliver inddraget. Det er et godt udgangspunkt, men det betyder ikke, at der ingen udfordringer er, når patienterne skal inddrages. Det ved professor og læge Adrian Edwards, der har undersøgt, hvordan inddragelse af patienterne kan blive en naturlig del af sundhedsvæsenets ydelser.

I sidste uge deltog han på den største danske konference om brugerinddragelse i praksis, der blev holdt af Danske Patienter, ViBIS, Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner og KL. Her videregav han sine erfaringer med implementering af metoden fælles beslutningstagning i praksis. Derved fik de fremmødte viden om de barrierer og løsninger, der opstår i inddragelsen af patienter og pårørende.

Den største udfordring er, at der blandt læger og sygeplejersker hersker en udbredt misforståelse om, at de allerede inddrager patienterne. Efter at have arbejdet med brugerinddragelse oplever mange sundhedsprofessionelle dog, at de egentlig ikke gjorde det særlig godt, fortæller Adrian Edwards.

Alle skal være motiveret

Det er således vigtigt, at sygeplejersker og læger har mod på at inddrage patienterne - også på en anden måde end hidtil. Og det forudsætter en lyst og interesse i at afprøve metoder, der gør det lettere at inddrage patienter og pårørende. Men det er ikke nok. Også patienterne skal føle, at de kan blive involveret.

Grundlæggende handler det om, at alle er med i processen. Derfor er det nødvendigt at både ledere, sundhedsprofessionelle og patienter er motiverede for at arbejde med inddragelse, forklarer Adrian Edwards.

Ledelsen går forrest

Adrian Edwards er dog ikke i tvivl om, at ledelsen har det største ansvar for at vise vejen mod mere patientinddragelse – ellers sker der ikke noget.

Det er ledelsen, der sætter retningen for inddragelse af patienter og pårørende. Derfor skal de kræve, at inddragelse er en opgave, der bliver prioriteret af de sundhedsprofessionelle. Og så skal de selv gå forrest. For det er helt afgørende, at lederne kan motivere – kun på den måde får vi en kulturændring i sundhedsvæsenet, hvor patienterne i højere grad bliver inddraget, siger Adrian Edwards.

Fakta

Adrian Edwards

Professor i almen medicin ved institut for Praksissektoren og Folkesundhed, Cardiff Universitet og deltids praktiserende læge i Wales, Storbritannien.

Har undersøgt implementering af fælles beslutningstagning i klinisk praksis.