Inddragelse skal gå begge veje

Interview

Per Lönn-Christensen har været aktiv pårørende til en psykisk syg bror i 35 år. Det kan både være positivt og negativt. Det hele afhænger af, hvordan de sundhedsprofessionelle inddrager den pårørende.

Per Lönn-Christensens bror blev i en alder af 21 indlagt på den psykiatriske lukkede afdeling. Det var hans første indlæggelse, og siden dengang har han været indlagt af flere omgange. Af den grund har der i mange år været nær kontakt mellem Per Lönn-Christensen og sundhedsvæsenet.

Selv om det er tydeligt at mærke en positiv udvikling i forhold til inddragelse af de pårørende, mener Per Lönn-Christensen, at de sundhedsprofessionelle skal være meget opmærksomme på, hvordan de inddrager.

Envejs-kommunikation skaber dårlig stemning

Som pårørende har Per Lönn-Christensen mest været udsat for envejs-kommunikation, når for eksempel en afdeling var interesseret i viden om hans brors personlighed og forhistorie, men ikke ønskede at involvere ham som pårørende i, hvordan de brugte den viden.

Når man som pårørende ikke bliver lukket med ind i processen, så bliver man lidt tilbageholden med, hvad man vil fortælle, siger Per Lönn-Christensen.

På den måde kan inddragelsen både være positiv og negativ. Man bliver som sundhedsprofessionel nødt til at vise tillid, hvis man vil have en patient eller pårørende til at åbne sig og dele sin viden. Den tillid opbygger man ifølge Per Lönn-Christensen ved at udvise respekt, ligeværd og ved, at den pårørende og de sundhedsprofessionelle lytter til hinanden og respekterer hinandens synspunkter. Desuden skal man gøre sig umage for at forstå patienterne og de pårørendes synspunkt - også selv om det ikke umiddelbart harmonerer med ens eget.

Og så er det vigtigt, at man melder klart ud og sørger for, at der hele tiden er en åben dialog.

Personalet krævede, at min bror blev medicineret på en måde, han havde meget dårlige erfaringer med. Men vi fik ændret medicintypen og nedsat doseringen, og det var ikke sket, hvis ikke alle tre parter havde samarbejdet, understreger Per Lönn-Christensen.

Udviklingen går i den rigtige retning

Ifølge Per Lönn-Christensen er der sket meget i forhold til inddragelse af patienter og pårørende i Danmark i særlig grad inden for de seneste fem til 10 år. Man ser i stigende grad de pårørende som en ressource frem for en hæmsko.

Per Lönn-Christensen mener, at udviklingen skyldes, at patient- og pårørendeforeningerne har presset så meget på, at politikerne har været nødt til at forholde sig til emnet.

Som aktiv pårørende i organisationen Bedre Psykiatri, der er en organisation for pårørende til psykisk syge, er Per Lönn-Christensen også selv med til at skubbe tingene i den rigtige retning.

Der ligger en udfordring i at genvinde tilliden til psykiatrien. Mange patienter er angste for overmedicinering, og derfor skal tilliden over hele linjen genoprettes. Dér kan vi som pårørende bidrage til en god udvikling, siger han.

Per Lönn-Christensen finder, at man som aktiv pårørende kan gøre en stor forskel, og han regner bestemt med at forsætte sit arbejde hos Bedre Psykiatri, selv om hans bror ikke længere er indlagt.

Fakta

Per Lönn-Christensen, 56 år.

Bor på Amager.

Aktiv medlem af ”Bedre Psykiatri – Landsforening for pårørende” siden 2007.

Uddannet som patientrepræsentant hos Danske Patienter i 2012.

Bedre Psykiatri

Er en forening for pårørende til personer med psykisk sygdom.

Kæmper for, at pårørende bliver set som en ressource.

Stiftet i 1992 og har i dag over 8.000 medlemmer.

Har over 50 lokalafdelinger, der varetager de pårørendes interesser lokalt og regionalt.