Ingen brugerbetaling på genoptræning

Nyhed
none

Regeringen har slået fast, at borgerne i de ni nye frikommuner ikke skal betale for sundhedsydelser, som de ville have fået gratis i andre kommuner.

Danske Patienter er glade for, at Regeringen nu har slået fast, at borgerne i de ni nye frikommuner ikke skal betale for sundhedsydelser, som de ville have fået gratis i andre kommuner – for eksempel genoptræning.

Emnet blev aktuelt, da der var udsigt til, at frikommunerne ville kunne rykke grænserne for, hvilke sundhedsydelser borgerne har ret til ifølge sundhedsloven. Lovforslaget om rammerne for de kommende ni frikommuner skabte nemlig tvivl om muligheden for at indføre brugerbetaling på sundhedsrelaterede ydelser - så som genoptræning.

Det er nu slået fast, at man ikke kan indføre brugerbetaling på sådanne ydelser.

Danske Patienter frygtede, at lovforslaget, som det først var fremsat, ville kunne betyde, at der ville blive forskel på, hvilke sundhedsydelser man kunne modtage, alt efter hvilken kommune man boede i.

Patienter og fysioterapeuter sagde stop

Både Danske Patienter og Danske Fysioterapeuter skrev et høringssvar for at pointere, at det ville være skadeligt for patienterne, hvis man indførte brugerbetaling af bagdøren, som lovforslaget netop lagde op til.

Det er altså med stor glæde, at Danske Patienter kan konstatere, at syge borgere ikke skal betale for at få sundhedsydelser – som f.eks. genoptræning - i kommunen – heller ikke selv om de bor i en af de ni frikommuner.

Du kan læse økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestagers svar på spørgsmålet om brugerbetaling i frikommunerne her.