Korte høringsfrister får igen kritik

Nyhed
none

Problemet med korte høringsperioder eksisterer stadigvæk. Danske Patienter opfordrer endnu en gang regeringen til at garantere en frist på mindst fire uger.

Lovforslag i Danmark bliver sendt i offentlig høring så eksperter og organisationer kan kommentere forslagene. Trods anbefalinger på minimum fire uger bliver høringen dog ofte så kort, at parterne dårligt kan nå at give et svar.

Problemet med for korte høringsfrister er ikke nyt og Danske Patienter har flere gange opfordret regeringen til at tage hånd om problemet.

Men de opfordringer har tilsyneladende ikke virket, for nye optællinger viser, at regeringen i over halvdelen af tilfældene ikke giver de anbefalede fire uger til at kommentere forslagene, og der har været eksempler på høringsfrister helt ned til to døgn.

De korte høringsfrister bliver derfor - endnu en gang - kritiseret fra mange sider og de politiske motiver bag de korte høringsfrister bliver diskuteret i landets medier.

Som organisation, der repræsenterer 17 medlemsorganisationer og 79 patientforeninger kan Danske Patienter konstatere, at det er yderst vanskeligt at indgive høringssvar, hvis fristen er kort. Og det har konsekvenser for kvaliteten af de danske love.

Korte høringsperioder giver dårligere lovgivning

De meget korte frister gør det nærmest umuligt for organisationer som Danske Patienter at indhente al relevant viden fra sine medlemsforeninger. Og det medvirker til ringere høringssvar, hvilket i sidste ende svækker det faglige grundlag for de politiske beslutninger.

Derudover er det et demokratisk problem, at den korte høringsproces mindsker muligheden for en kvalificeret, offentlig debat.

Sidst men ikke mindst sætter de korte høringsfrister embedsværket ud af spil, når bearbejdningen af indkomne høringssvar forskydes til den politiske proces i udvalgsarbejdet, fordi de faglige organisationer ser sig nødsaget til at tage direkte kontakt til ordførerne for at blive hørt.

Der bør være garanti for en frist på fire uger

Selv om man allerede i dag anbefaler, at høringsperioder skal strække sig over minimum fire uger, opfordrer Danske Patienter endnu en gang regeringen til at sikre, at høringsperioderne lever op til anbefalingerne.