Kvinder skal have ren besked

Nyhed
none

Det er vigtigt, at de kvinder, der har fået indopereret et net i underlivet, bliver kontaktet med hensyn til bivirkninger.

Det er kommet frem, at der er alvorlige bivirkninger forbundet med et særligt net, der bliver indopereret i kvinder, der oplever problemer med nedsunkne organer i underlivet efter en fødsel. Nettet er opereret ind i omkring 200 danske kvinder, og resultater fra udlandet viser, at nettet i to procent af tilfældene gnaver sig ind i livmoderen med fare for også at gnave sig gennem tarme og blære.

Problemet med nettet er det tredje problem med medicinsk udstyr inden for et år, og derfor mener Danske Patienter, at man nu må tage affære.

Godkendelsesproceduren for medicinsk udstyr i EU er ikke god nok. Det er vigtigt, at man sidestiller proceduren for godkendelse af medicinsk udstyr med godkendelsesproceduren for medicin, der er langt mere striks, understreger formand Lars Engberg fra Danske Patienter.

Hjælp til kvinderne

Ydermere er det enormt vigtigt, at man nu sørger for at underrette alle de berørte kvinder i sagen.

Kvinderne skal kaldes ind til en konsultation hurtigst muligt, hvor man skal sørge for at planlægge, hvordan man sikrer dem den bedst mulige opfølgende behandling, siger Lars Engberg.