Lægekonflikt udsat

Nyhed

Danske Patienter ser med forsigtig optimisme på resultatet af dagens møde i Danske Regioner.

Regionerne har valgt ikke at opsige overenskomsten endnu, men at invitere de praktiserende læger tilbage til forhandlingsbordet. Danske Patienter følger udviklingen med største alvor, da organisationen frygter, at dagens beslutning om ikke at opsige overenskomsten lige nu , blot vil udskyde den truende konflikt.

Parterne må sætte sig tilbage til forhandlingsbordet og finde en løsning. Danske Patienter opfordrer parterne til at strække sig til det yderste for at nå til enighed. Hvis der ikke kommer en løsning vil det betyde, at patienterne skal lægge ud af egen lomme for at gå til lægen.

Egenbetaling vil betyde, at folk går længere end nødvendigt med deres symptomer, så sygdommen når at udvikle sig med alvorlige konsekvenser til følge. Det gælder især for de økonomisk svageste i samfundet; folkepensionister, førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere, der i forvejen er overrepræsenteret i sygdomsstatistikkerne, udtaler Danske Patienters formand, Lars Engberg.

Dernæst betyder konflikten, at parterne udskyder en påkrævet fornyelse af almen praksis. Vi har bl.a. brug for større lægehuse med flere læger og andet sundhedspersonale ansat. Det vil sikre faglige miljøer, hvor det er attraktivt at arbejde som praktiserende læge og vil løfte den faglige kvalitet for patienterne.

Let adgang til de alment praktiserende læger i hele landet er helt afgørende. Vi skal gøre op med de forældede strukturer, ellers vil vi også i fremtiden have massiv mangel på praktiserende læger, især i de tyndtbefolkede egne af Danmark, tilføjer Lars Engberg.