Manglende sygeundervisning har konsekvenser
Børn med kroniske og langvarige sygdomme har ofte et højt fravær sammenlignet med deres raske kammerater. Det har konsekvenser for deres indlæring og smitter af på karakterbladet.
Tal fra Undervisningsministeriet viser, at der er to karakterpoints forskel på børn, der har haft mere end 10 dages fravær, sammenlignet med børn, der har et lavt fravær. Derfor er sygeundervisning afgørende for, at børn med højt fravær – som for eksempel børn med kronisk eller langvarig sygdom – kan indhente det forsømte, så deres faglige potentiale bliver udviklet og udnyttet fuldt ud.
Desværre oplever mange børn med kronisk eller langvarig sygdom, at de ikke modtager den vigtige sygeundervisning.
Skolelederne er enige i problemet
Det er skolerne, der har pligt til at tilbyde sygeundervisningen, men formand for Skolelederne, Claus Hjortdal, fortæller til Politiken, at det næsten er umuligt for dem at leve op til det, de skal. Han peger konkret på økonomien og planlægning af lærernes tid som udfordringer.
Nu kan man tænke i løsninger
Danske Patienter er glade for, at skolelederne er enige i, at der er et problem omkring sygeundervisning. Det betyder nemlig, at det nu er muligt at se på, hvilke løsninger der skal til for at give syge børn de samme muligheder for at indfri deres læringspotentialer som deres raske klassekammerater.
Se Undervisnings-ministeriets beregninger: "Elever med højt fravær får dårligere karakterer", 9. januar 2014
Læs også "Kronisk syge børn tabes i folkeskolen" den 6. oktober 2014
Læs også "Skoleledere: Det er umuligt at give syge børn den undervisning, de har krav på", Politiken.dk den 11. november 2014