Ministerrokade bekymrer: Sundhed og ældre hører tæt sammen

Pressemeddelelse
none

Danske Patienter ønsker Astrid Krag tillykke med den nye titel som social- og ældreminister. Men adskillelsen af sundhed og ældre i to forskellige ministerier vækker bekymring.

Jo ældre vi bliver, jo flere kroniske sygdomme risikerer vi at få. Derfor er Danske Patienter bekymrede over, at man i dag har præsenteret en ministerrokade, hvor sundhed og ældre bliver adskilt i to ministerier.

Især timingen ærgrer, fordi sundhedsministeriet snart forventes at arbejde på en reform med helt nye strukturer for sundhedsvæsenet.

I den proces er det meget vigtigt, at man er skarp på de ældres behov. De udgør den største del af brugerne og så er de ofte multisyge med flere sideløbende og komplicerede forløb på tværs af kommune, hospital og almen praksis, hvor der kan være udfordringer med sammenhæng, ligesom der er behov for at skabe sammenhæng til plejehjemssektoren, som i dag primært varetager opgaver i forhold til mennesker med en eller flere kroniske sygdomme. Vi frygter, at den ekspertise nu rykker ud af sundhedsministeriet.
- Klaus Lunding, formand for Danske Patienter.

Bekymringen til trods ser Danske Patienter frem til at samarbejde med Astrid Krag, som også tidligere har været sundhedsminister og derfor har et godt indblik i, hvordan sundhedsvæsenet kan være en udfordring for de ældre.

Vi har stor tiltro til, at Astrid Krag kan få et godt og tæt samarbejde med sundhedsministeren. I den ideelle verden bibeholdt man den faglige viden om sundhed og ældre under samme tag, men nu er det afgørende, at der etableres effektive samarbejdsstrukturer mellem sundheds- og socialministeriet, så ældre mennesker med kroniske sygdomme ikke bliver tabt i reformarbejdet, siger Klaus Lunding og slutter:

Og vi og vores medlemsorganisationer står naturligvis også altid til rådighed for socialministeren med viden om patient- og pårørendeperspektiver på ældreområdet.

Kontakt

Rikke Skovgaard. Foto: Tea Petersen

Rikke Skovgaard

Kommunikationschef
31 18 93 42