Nu kan pårørende få adgang til din journal

Nyhed
none

En ny funktion på den offentlige sundhedsportal sundhed.dk gør det nu muligt for patienter at give pårørende adgang til journal og prøvesvar.

Fra den 9. december kan alle danskere over 15 år give venner, familie og andre voksne adgang til deres hospitalsjournal og prøvesvar. Danske Patienter er glade for tiltaget, der gør det nemmere for patienter at inddrage og få støtte fra pårørende i deres sygdomsforløb.

For patienter, der er alvorligt syge, eller ældre kan det være svært at overskue alle informationer fra hospitalet eller tjekke op på sine prøvesvar. Her kan patienternes pårørende være en stor hjælp – og frem over bliver det nemmere for patienter at involvere familiemedlemmer eller venner i sygdom og helbred.

En ny funktion på den offentlige sundhedsportal sundhed.dk gør det nu muligt for patienter at give pårørende adgang til journal og prøvesvar. Det kræver en elektronisk fuldmagt før andre kan få adgang, så patienten skal indtaste de pårørendes CPR-nummer som tilladelse.

Pårørende er en vigtig støtte

Den nye funktion på sundhed.dk er anden etape ud af fem i udviklingen af sundhedsjournalen. Danske Patienter mener, at åbningen for pårørende er et vigtigt skridt i den rigtige retning, hvor man gør det lettere for pårørende at hjælpe syge familiemedlemmer eller tætte venner.

Vi ved fra undersøgelser, at pårørende er en vigtig støtte for mange patienter i sygdomsforløbet. Derfor er det en god idé at give pårørende adgang til informationer og overblik over deres familiemedlem, ven eller venindes sygdomsforløb, så de er klædt på til at varetage rollen som pårørende, siger chef for kvalitet og politik Annette Wandel fra Danske Patienter.

Kræver fuldmagt for adgang

Pårørende får dog ikke automatisk adgang til journalen – patienten skal aktivt gå ind og tillade det på sundhed.dk. Rent praktisk foregår det ved, at man udfylder en formular med CPR-nummeret på den person, man vil give adgang. Fuldmagten kan man til hver en tid trække tilbage igen, når man ikke længere ønsker, at den pårørende skal have adgang.

Læs mere om den nye mulighed her.

Fakta

Sådan giver du andre adgang til din journal og prøvesvar:

  • Log på sundhed.dk med dit NemID
  • Vælg fanen ”Mine registreringer”
  • Vælg underfanen ”Fuldmagt”
  • Her vil du via et link blive ledt til en side under Digitaliseringsstyrelsen, hvor du skal udfylde CPR-nummeret på den person, du vil give adgang.
  • Nu har den person adgang til din sygehusjournal og dine laboratoriesvar via sin egen profil
  • Du kan til hver en tid framelde personen igen, når du ikke ønsker, at de længere skal have adgang

Kilde: Sundhed.dk