Ny overenskomst med PLO er på plads

Nyhed
none

Danske Patienter er positive over for ny overenskomstaftale mellem PLO og Danske Regioner. Overenskomsten sætter fokus på kvalitet.

Efter 36 timers forhandling faldt den kommende overenskomstaftale mellem PLO og Danske Regioner på plads i weekenden. Danske Patienter ser positivt på forliget, der har fokus på kvalitet.

De største punkter i aftalen lyder, at de alment praktiserende læger får mulighed for at øge omsætningen og indtjeningen – men samtidig kommer der højere krav til deres produktivitet, kvalitetsudvikling og valg af efteruddannelse.

Danske Patienter er glade for, at aftalen har fokus på kvalitet og åbenhed. Det supplerer de spor, der blev lagt i forhandlingerne fra sidste år i forhold til tilgængelighed og sammenhæng for patienterne. Derudover mener Danske Patienter også, at aftalen sender gode signaler i forhold til systematisk efteruddannelse, der kan imødekomme sundhedsvæsenets udvikling og patienternes behov.