Ny viden om kræftpatienters oplevelser

Nyhed
none

Ny rapport kaster lys på kræftramtes behov og oplevelser med behandlings- og efterforløb.

Kræftens Bekæmpelse er kommet med en ny rapport, som bidrager med ny og vigtig viden om kræftramtes behov og oplevelser gennem deres behandlingsforløb.

Rapporten, som blev offentliggjort i marts 2013, bidrager med viden om kræft, som hidtil har været beskedent – nemlig viden om kræftpatienters behov, oplevelser og efterforløb.

Rapporten er baseret på en barometerundersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse lavede i 2012 blandt 4.401 personer. De 4.401 personer udgør 64 procent af de borgere, der gennem en fem måneders periode i 2010, blev registreret med en førstegangsdiagnose i Landspatientregisteret.

Sundhedsvæsenet og samfundet svigter

Rapporten præsenterer undersøgelsens hovedresultater, og de peger på, at der følger fysiske, psykiske og sociale problemer med sygdommen, som sundhedsvæsenet og samfundet i sin helhed ikke hjælper godt nok med at håndtere. En patient udtaler om sit efterforløb:

Mere hjælp og rådgivning om håndtering af et liv efter cancer-dom. Ikke bare sendt hjem med morfin og piller og til et liv kun i træthed og ensomhed.

En anden patient efterlyser mere støtte:

Mere fokus på, hvordan man har det følelsesmæssigt efter sådan en diagnose, og hjælp til at komme ovenpå igen.

Hver tredje mangler genoptræning

Et af de områder, som mange af de adspurgte kræftpatienter finder mangelfuldt, er genoptræning. Mere end 65 procent har ikke fået foretaget en sundhedsfaglig vurdering af deres behov for fysisk genoptræning – en vurdering, som ifølge sundhedsloven, skal laves.

68 procent svarer ligeledes, at behovet for genoptræning optræder kort tid efter, at de er blevet udskrevet, hvilket betyder, at patienterne selv må sørge for at finde et genoptræningstilbud, hvilket cirka en tredjedel af de adspurgte har gjort.

En patient efterlyser en genoptræningsplan under selve behandlingsforløbet:

Jeg har savnet en genoptræningsplan allerede under kemo- og strålebehandling. Jeg skulle selv presse på og finde frem til forskellige genoptræningsmuligheder. Hverken kommune eller region var i stand til at levere en sammenhængende plan.

I barometerundersøgelsen kan man se tabeller med svarprocenten på samtlige spørgsmål i barometerundersøgelsen - og meget andet.

Læs Kræftens Bekæmpelses barometerundersøgelse 2013 her.