Nye inddragelsespiloter er klar til at udbrede viden og metoder

Kompetenceudvikling
none

Endnu et hold fagpersoner har deltaget i ViBIS’ workshop for inddragelsespiloter. Her bliver deltagerne klædt på til at være foregangsmænd for brugerinddragende indsatser i deres lokale afdelinger.

ViBIS uddanner løbende inddragelsespiloter – det vil sige sundhedsprofessionelle, som går forrest i arbejdet med at forbedre inddragelsen af patienter og pårørende, og som kan motivere og inspirere deres kolleger og udbrede ny viden om metoder til inddragelse.

Et nyt hold af inddragelsespiloter er netop gået i gang med workshoppen, som strækker sig over to dage, der er tætpakket med undervisning, gruppeøvelser og sparring. Ud over en grundig indføring i nyeste viden om brugerinddragelse, bliver deltagerne præsenteret for metoder til inddragelse og klædt på til selv at kunne søge mere viden.

Fra overvejelser til konkrete metoder

Workshoppen tager udgangspunkt i deltagernes virkelighed. Nogle af deltagerne er allerede i gang med brugerinddragende indsatser ude på deres respektive afdelinger, mens andre stadig er ved overvejelserne om at begynde et projekt.

Deltagerne har derfor forskellige tilgange til workshoppen. Nogle kommer for at få inspiration og hjælp til at igangsætte et projekt, mens andre får sparring på i gangværende projekter og rådgivning omkring metoder.

Jeg kan bruge workshoppen i forbindelse med feedback på et projekt med henblik på at forandre udredningspraksis og varetage første møde med en patient. Jeg skal hurtigt hjem og tænke videre over workshoppen, og hvad der videre skal ske, siger en af deltagerne, Helene Callisen, der er logopæd med tilknytning til et retableringscenter under Københavns Kommune.

Særligt metoderne fælles beslutningstagning og udvikling af beslutningsstøtteværktøjer er noget, som ViBIS arbejder indgående med. Det er en anerkendt metode, som bliver udbredt til flere og flere områder i sundhedsvæsenet – og som piloterne bliver undervist i på workshoppen.

Når man sætter gang i en brugerinddragelsesindsats er det vigtigt at gøre sig tanker om formål med inddragelsen. Deltagerne bliver derfor også klædt på til at indhente deres patienter og pårørendes perspektiver som første, vigtige skridt i arbejdet med brugerinddragelse.

Vidensdeling på kryds og tværs

På workshoppen er der sat tid af til, at deltagerne kan diskutere deres projekter og ideer med hinanden. Dialogen blandt deltagerne – og med konsulenterne fra ViBIS – er en vigtig del af workshoppen, fordi det danner et rum for erfaringsudveksling og netværk.

Målet med ViBIS’ kompetenceudvikling er at uddanne foregangsmænd, som kan udbrede viden om brugerinddragelse til endnu flere. Med inddragelsespiloterne har ViBIS skabt et netværk på tværs af landets hospitaler af dygtige fagprofessionelle, som arbejder med brugerinddragelse. 

Fakta

Piloterne bliver undervist i:

  • Fælles beslutningstagning
  • Beslutningsstøtteværktøjer
  • Brugerstyret behandling
  • Organisatorisk inddragelse

Læs mere om metoder og redskaber til inddragelse her.

Læs mere

Vil du også være inddragelsespilot?

ViBIS uddanner løbende inddragelsespiloter. Bliv klædt på til at gå forrest og motivere i inddragelsesprojekter.

Læs mere her.