Patientperspektiv præger Patientombuddets praksis

Interview
none

Interview med Ester Larsen - Danske Patienters repræsentant i Det Rådgivende Praksisudvalg.

INTERVIEW: Det Rådgivende Praksisudvalg blev nedsat i forbindelse med omlægningen af patientklagesystemet i 2011. Forhenværende sundhedsminister og næstformand for Kræftens Bekæmpelses hovedbestyrelse, Ester Larsen, repræsenterer Danske Patienter og har fokus på de situationer, hvor patienter især kommer i klemme.

Det Rådgivende Praksisudvalg er nedsat for at sikre, at relevante organisationer har mulighed for at præge udviklingen af Patientombuddets praksis for afgørelsen af klager over sundhedsvæsenet. Sammen med Danske Handicaporganisationer og Forbrugerrådet sætter Danske Patienters repræsentant, Ester Larsen, fokus på patienternes interesse.

Jeg føler i mit arbejde, at det er vi brugerrepræsentanter, der direkte repræsenterer patientinteressen. Det er vigtigt at finde de steder, hvor patienter især kommer i klemme, og som brugerrepræsentanter kommer vi med forslag til, hvor vi kan rette fokus hen, fortæller Ester Larsen.

Sektorovergange som fokusområde

Det Rådgivende Praksisudvalg udpeger således sundhedsfaglige områder, som efter udvalgets opfattelse kræver en særlig opmærksomhed eller indsats med hensyn til læring. Udvalget har blandt andet beskæftiget sig med klagesager vedrørende journalføring og plejeforløb. Et af de områder, Ester Larsen har været med til at rette fokus på, er sektorovergange.

Det er især i overgangene - når patienten går fra en afdeling til en anden eller fra praksislægen til sygehuset - at fejlmulighederne og risiciene er størst. Så derfor har vi bedt om at få præsentereret sager, der viser disse problemer, siger Ester Larsen og fortsætter: 
Formålet er, at man kan lære af sagerne. En ting er, at de patienter, der er kommet i klemme skal have opbakning, men det allervigtigste er at sikre, at arbejdsgange bliver rettet op, så fejl forebygges.

Patientperspektivet

Med omlægningen af patientklagesystemet blev det muligt for patienter at klage over forløb og rette kritik mod en afdeling eller enhed. Danske Patienter var stor fortaler for, at Det Rådgivende Praksisudvalg blev nedsat, da udvalget fungerer som en slags kompensation for, at patientperspektivet ikke bliver inddraget i afgørelsen af forløbsklager, som det eksempelvis er tilfældet ved disciplinærsager.

Det Rådgivende Praksisudvalg er sammensat af repræsentanter for patientorganisationer, faglige organisationer på sundhedsområdet, regioner og kommuner og tæller i alt 16 medlemmer.