PRO: Nu skal anbefalinger ud i praksis
Der var ros til de 12 konkrete anbefalinger om PRO-data, som ViBIS og TrygFonden præsenterede ved en høring på Christiansborg i slutningen af september. Men hvordan får man anbefalingerne til at leve videre uden for fællessalen?
12 anbefalinger, 70 siders videnstung rapport og 150 ledere fra sundhedsvæsenet. Det var rammen, da ViBIS og TrygFonden efter halvandet års arbejde den 28. september kunne lancere resultatet af det fælles projekt Program PRO ved en høring på Christiansborg. Præsentationen blev også streamet live fra kameraer i fællessalen.
I Program PRO har man set på, hvordan man kan gøre patientrapporterede outcome-data (PRO-data) til en fast del af kvalitetsudviklingen i sundhedsvæsenet – altså data om patienternes funktionsniveau og livskvalitet, som patienterne selv indrapporterer.
Ved høringen præsenterede ekspertgruppen fra Program PRO vidensgrundlaget bag rapporten og uddybede de 12 konkrete anbefalinger, som projektet har formuleret. Undervejs i præsentationen var der diskussionsøvelser med deltagerne, og der var mulighed for at komme med input til, hvordan PRO-data kan blive en del af praksis i sundhedsvæsenet.
Skal komme patienterne til gode
Der var generel ros til arbejdet i Program PRO og ikke mindst produktet – rapporten og anbefalingerne. Men hvordan får man PRO-data til at give mening i praksis – både for klinikere og patienter – så det kan bruges til at udvikle kvaliteten i sundhedsvæsenet? Det er et vigtigt spørgsmål, som flere af deltagerne rejste.
Flere af deltagerne påpegede også, at det er vigtigt, at PRO-data bliver en del af det nuværende kvalitetsarbejde og de eksisterende systemer, hvis det skal lykkes at få implementeret anbefalingerne i hele sundhedsvæsenet.
Vigtigt med national opsamling
Med afsæt i det fælles vidensgrundlag, som rapporten bliver rost for at give, foreslog flere af deltagerne, at det er nødvendigt med et nationalt videnscenter eller sekretariat, som kan sikre, at arbejdet med PRO-data bliver strømlinet i hele landet. Ellers risikerer man, at PRO-data bliver brugt så forskelligt, at det begrænser, hvad man kan få ud af at analysere data på tværs af sektorer og regioner.
I galleriet kan du se billeder fra lanceringen – fotograferet af Andreas Bro.
Om Program PRO
I Program PRO har man set på, hvordan man kan gøre patientrapporterede oplysninger til en fast del af kvalitetsudviklingen i sundhedsvæsenet.
29 danske eksperter har arbejdet tæt sammen med ViBIS og TrygFonden for at opstille en række konkrete anbefalinger til, hvordan man kan anvende PRO-data i praksis.
TrygFonden har finansieret projektet med to millioner kroner.