PRO skal være meningsfuldt

Det skal være relevant og meningsfyldt for både patienter og sundhedsprofessionelle, hvis patienternes oplysninger om deres helbred i fremtiden skal bruges i kvalitetsudviklingen af sundhedsvæsenet.

I sidste uge var Program PRO’s ekspertgruppe samlet i Fredericia for at drøfte, hvordan patienternes oplysninger (PRO) kan anvendes som kvalitetsmål i det samlede sundhedsvæsen. Her forsøgte ekspertgruppen at indkredse, hvilke forudsætninger og barrierer der er ved at anvende PRO som kvalitetsmål.

Allerede i dag bliver PRO anvendt en række steder i det danske sundhedsvæsen til at forbedre den enkelte patients behandling, men at tage skridtet videre og integrere det som et kvalitetsmål stiller nye og anderledes krav til PRO - og det var netop disse krav, som ekspertgruppen drøftede.

En vigtig forudsætning for at anvende PRO som kvalitetsmål er, at det er relevant og meningsfuldt for både patienterne, de sundhedsprofessionelle og kvalitetsudviklerne. Netop den forudsætning har betydning for, om man på baggrund af PRO-data reelt kan forbedre kvaliteten i behandlingsforløbende, siger projektleder Mette Munch-Petersen.

PRO som del af kvalitetsudvikling

For at PRO kan bruges som kvalitetsmål og bidrage til at udvikle kvaliteten, kræver det desuden, at alle trin af en kvalitetsudviklingsproces er tænkt ind. Det vil sige både i udviklingen af PRO-kvalitetsmål, indsamling og analyse af PRO-data og ikke mindst i arbejdet med at skabe forbedringer i den sundhedsfaglige hverdag.

Særligt aspektet med at kunne skabe forbedringer på baggrund af PRO-data er vigtigt. Det er ikke nok blot at indsamle PRO-data, det skal bringes tilbage til den sundhedsfaglige hverdag og skabe reel udvikling for patienterne. Det er den vej ekspertgruppen arbejder, afslutter projektleder Mette Munch-Petersen.

Ekspertgruppens drøftelser viste bredden af perspektiver på, hvad der er vigtigt at overveje for, at PRO kan indgå som egnet og relevant kvalitetsmål. Ekspertgruppen mødes igen i september, hvor arbejdet fortsætter.

Læs mere om Program PRO her.