Reform for fleksjob og førtidspension

Høringssvar
none

Danske Patienter har indgivet høringssvar i forbindelse med reformen for fleksjob og førtidspension.

Danske Patienter er grundlæggende positiv over for ambitionen om, at flest muligt skal have fodfæste på arbejdsmarkedet, og at flest muligt skal fastholdes i ordinær beskæftigelse, hvor det er muligt. Reformen indeholder en række elementer, der vil styrke denne ambition, men helt grundlæggende forringer reformen de vilkår, som mennesker med nedsat arbejdsevne tilbydes.

Fleksjobordningen har hidtil været en rigtig god mulighed for at inkludere mennesker med fysiske og psykiske begrænsninger på arbejdsmarkedet. Med reformen bliver det dog mere vanskeligt at tilgå ordningen og mindre attraktivt for virksomheder at ansætte personer i fleksjob. Derfor frygter Danske Patienter, at reformen vil skubbe flere mennesker ud af arbejdsmarkedet – i stedet for at inkludere dem.

Danske Patienter anerkender, at de tværfaglige rehabiliteringsteam er en styrkelse af kommunernes handlemuligheder over for personer, der står uden for arbejdsmarkedet. Adgangen til det regionale sundhedsvæsen bliver dog en nøglefaktor for succesen i de nye rehabiliteringsteam, da vi alt for længe har set usammenhængende og ukoordinerede forløb for patienter i rehabiliteringsforløb.

Læs hele høringssvaret her.