Ret til hurtig udredning halter

Nyhed
none

Redegørelse fra Region Midtjylland viser, at udredningsretten halter på en række sygdomsområder.

Det er svært at sikre patienterne hurtig udredning, selv om regeringens nye udredningsret trådte i kraft 1. september i år. Det fremgår af artikel i Berlingske.

Region Midtjylland har gjort status over patienternes nye ret til hurtig udredning. Selv om det her to måneder efter, at retten blev indført, går godt med at få udredt patienterne til tiden på en række områder, er der ifølge Berlingske stadig en del hospitaler i regionen, der ikke overholder udredningsretten på maksimalt fire uger.

Flere hospitalet kæmper desuden med kapacitetsudfordringer, og derfor vil flere af regionens hospitaler indkalde patienter til undersøgelser om aftenen og i weekenden. Det kan ifølge Danske Patienter være godt for patienterne.

Det er positivt, at man ser på, hvordan man kan skaffe noget mere kapacitet. Det vil i virkeligheden passe mange patienter bedre at kunne møde op på sygehuset om aftenen eller i weekenden, hvor man ikke er på arbejde, siger direktør Morten Freil fra Danske Patienter til Berlingske.

Nogle patienter må vente

Redegørelsen fra Region Midtjylland bekræfter dog også den bekymring, som Danske Patienter hele tiden har haft i relation til udredningsretten – nemlig at regionerne ikke har den nødvendige kapacitet til at kunne gennemføre undersøgelserne rettidigt.

Det kniber for eksempel med at overholde tidsfristerne på udredning i forhold til sygdomme på diabetes-, hjerte- og gigtområdet. Og der er særligt store problemer, når det kommer til tjek af lidelser inden for urinvejskirurgi, ortopædkirurgi samt billeddiagnostik, skriver Berlingske.

Læs hele artiklen fra berlingske.dk her.