Ret til udredning inden for én måned

Nyhed

Alt for mange patienter venter for længe på at få en samlet udredning. En udredning, der er afgørende for, om patienter kan få stillet en diagnose eller blive erklæret raske.

Danske Patienter har udarbejdet en politik om udredning, fordi der er behov for, at alle patienter sikres ret til udredning inden for en rimelig tidsramme – dog maksimalt én måned.

Danske Patienter vil med udgangspunkt i politikken fortsætte dialogen med politikere og myndigheder med håbet om at sikre ordentlig udredning af alle patienter i Danmark.

Udredning for alle patienter

Den maksimale ventetid på en måned er en overordnet grænse, som skal gælde for alle patienter – ikke kun de patienter, som den nuværende regering i grundlaget for dennes politik beskriver som alvorligt syge.

Ventetiden på en måned skal gælde fra patientens første kontakt til sundhedsvæsenet har fundet sted, til patienten er færdigudredt. Såfremt den henvisende læge har mistanke om, at patienten lider af alvorlig og eventuelt livstruende sygdom, skal undersøgelser iværksættes umiddelbart uden ventetid.

Geografiske forskelle

Eksemplerne på de varierende ventetider er iøjnefaldende. Ultralydsscanning af hjertet er blot ét eksempel på behandlinger, hvor ventetiden kan variere voldsomt – på denne behandling faktisk fra 1 til 111 uger* – alt efter, hvor i landet patienten bliver undersøgt.

Således er det i dag oftere geografi end patientens symptomer, der afgør, hvor længe patienten skal vente på udredning.

De lange udredningstider har store psykiske konsekvenser for patienterne, forværrer prognosen og belaster samfundsøkonomien, da de resulterer i sygemeldinger og andre afledte omkostninger.

Læs hele Danske Patienters politik om udredning her.

*Kilde: www.venteinfo.dk (Sundhedsstyrelsen)