Så er det nu!

Nyhed
none

Den 30. oktober er Danske Patienter medarrangør af en stor national konference om brugerinddragelse i praksis – og der er nu åben for tilmelding.

Så er det nu! Programmet er klar og der er åbnet for tilmelding til landets største konference om brugerinddragelse i praksis.

Vi ved fra danske projekter og fra større udenlandske undersøgelser, at brugerinddragelse er med til at skabe god kvalitet i sundhedsindsatserne – både når det kommer til forebyggelse, behandling og rehabilitering. Derfor har regeringen også i deres sundhedsudspil fra august i år afsat 300 millioner kroner til at styrke sundhedsvæsenets inddragelse af patienter og pårørende.

Men hvilke særlige kompetencer kræver inddragelse hos de sundhedsprofessionelle og hos brugerne? Hvilke udfordringer møder de sundhedsprofessionelle og brugerne, og hvilke løsninger har vist sig at kunne overkomme udfordringerne?

Det er nogle af de spørgsmål, som Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner, Danske Patienter, ViBIS og KL på en fælles konference d. 30. oktober 2014 vil stille skarpt på. Det sker gennem oplæg fra både nationale og internationale eksperter og i aktiv dialog med deltagerne på konferencen.

På konferencen kan du blandt andet:

  • Få viden om barrierer og løsninger ved systematisk implementering af metoden fælles beslutningstagen ved professor Adrian Edwards
  • Høre Sundhedsminister Nick Hækkerup fortælle om regeringens ambitioner og planer for styrket brugerinddragelse
  • Blive klogere på brugernes erfaringer med inddragelse
  • Få indsigt i og vidensdele om inddragelse af pårørende, fælles beslutningstagen og måling af brugerinddragelse
  • Blive opdateret på, hvor langt man er i kommuner og på sygehuse, i psykiatrien og somatikken.

Målgruppe

Konferencen henvender sig til sundhedsprofessionelle på sygehuse, i praksis og i kommuner, til patienter og pårørende, beslutningstagere samt til interessenter, der på anden vis beskæftiger sig med eller interesserer sig for patientinddragelse.

Tid og sted

Konferencen finder sted torsdag den 30. oktober 2014 på Hotel Nyborg Strand, Østerøvej 2, 5800 Nyborg

Der lukkes for tilmelding mandag d. 20. oktober 2014 kl. 12.00 eller når alle pladser er besat.

Tilmeldingen er bindende - men du er naturligvis velkommen til at sende din kollega, hvis du bliver forhindret. Husk blot at give besked til Rasmus Grønborg - rar@regioner.dk.

Deltagerpris

Prisen for deltagelse er DKK 1.950,- ekskl. moms. Faktura fremsendes efter konferenceafholdelse.