Særlig indsats øger livskvalitet hos pårørende

Nyhed
Billede af en mand på en kaj

Større trivsel, mindre ensomhed og øget tro på egne evner. Det er nogle af de positive resultater af en særlig indsats målrettet pårørende, viser evaluering.

Pårørende, der har deltaget i indsatsen ’LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende’ har oplevet et mærkbart løft i deres trivsel og oplever reduceret risiko for langvarig stress og depression. Det viser en evaluering fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.  

Om indsatsen

LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende er udviklet af Komiteen for Sundhedsoplysning i samarbejde med Københavns Kommune. Indsats og evaluering gennemføres på baggrund af satspuljemidler under Sundheds- og Ældreministeriet.

Indsatsen er et kort forløb, som ruster deltagerne til at håndtere de store udfordringer, der ofte følger med, når man er nærtstående til en syg – for eksempel frustration, magtesløshed, usikkerhed om fremtiden, social isolation og en øget mængde praktiske opgaver. 

Ifølge evalueringen, som er foretaget blandt 532 kursister i 39 kommuner, oplever deltagerne bedre trivsel. De undgår samtidig i højere grad selv at blive syge af stress eller depression.  

VIVEs evaluering konkluderer følgende forbedringer hos deltagerne efter indsatsen: 

  • Større trivsel 
  • Reduktion af risiko for langvarig stress og depression
  • Mindre ensomhed  
  • Mindre belastning  
  • Mere tiltro til at kunne opnå praktisk og følelsesmæssig støtte fra omgivelserne.

Læs evalueringen her.

Forløbet udbydes pt. i 51 kommuner, der har modtaget støtte til opstart og drift. Alle kommuner kan få tildelt tilsvarende støtte ved henvendelse til Komiteen for Sundhedsoplysning. 

LÆR AT TACKLE

Indsatsen er udviklet på baggrund af, at mere end 750.000 pårørende i Danmark er i risiko for selv at blive syge på grund af ekstra belastninger. 

Næsten hver anden pårørende føler sig deprimeret, hver tredje føler sig stresset og oplever negativ indvirkning på sit arbejdsliv, og hver femte fortæller, at de selv er blevet langvarigt syge på grund af deres situation. 

Læs mere om indsatsen her.