Sundhedsdata redder liv

Debat
none

Sundhedsdata er afgørende for at sikre kvaliteten i sundhedsvæsenet. Det skriver Danske Patienters direktør, Morten Freil, som medforfatter på en kronik i Jyllands-Posten.

Sundhedsdata er afgørende for at sikre kvaliteten i sundhedsvæsenet. Det er et tab for både patienter og system, hvis skrækhistorier puster til dataangsten. Det skriver Danske Patienters direktør, Morten Freil, sammen med en række medforfattere i en kronik i Jyllands-Posten.

Forskeres adgang til patient- og sundhedsdata er afgørende nødvendige for at sikre patienterne den bedst mulige behandling. Sådan skriver en række sundhedspolitiske autoriteter i Jyllands-Postens kroniksektion. Blandt dem er Danske Patienters direktør Morten Freil.

Forfatterne, der kommer fra både Danske Patienter, Danske Regioner, Lægemiddelindustriforeningen og Danske Universiteter, advarer i kronikken mod en overdreven registerforskrækkelse.

I den senere tid har der været flere historier i medierne om misbrug af befolkningens personlige data. Det er desværre historier, som skubber til befolkningens dataangst, og man risikerer, at det fører til politiske beslutninger om indsamling og håndtering af data, som i realiteten umuliggør forskning og kvalitetsudvikling, skriver de i Jyllands-Posten.

Data kommer patienterne til gode

Data giver først og fremmest bedre patientbehandling, fordi man får ny viden om, hvem der vil have gavn af hvilken behandling, men rummer desuden potentiale for et mere velfungerende sundhedsvæsen, idet man gennem ny værdifuld viden kan spare unødvendige undersøgelser og uvirksomme behandlinger.

Vi, der i patientorganisationer, i regionerne, i lægemiddelindustrien og på universiteterne arbejder med sundhed, kan hver dag se, hvordan anvendelse af sundhedsdata gavner patienterne, skriver forfatterne.

Samtidig er der også stor samfundsøkonomisk nytte i at kunne tilbyde en mere målrettet og skræddersyet behandling til den enkelte borger. Data bidrager til kvalitetsarbejde, forskning, samarbejde, patientens inddragelse i behandlingen og god drift. Det forudsætter en høj sikkerhed i håndteringen af sundhedsdata, så befolkningen kan have tillid til, at data ikke havner de forkerte steder.

Forfatterne afslutter kronikken med tre opfordringer, der skal sikre, at potentialet fra sundhedsdataen bliver indfriet.

Læs hele kronikken i Jyllands-Posten her.

Tre konkrete opfordringer
  • Politikerne sikre en lovgivning, der fortsat muliggør sikker indsamling og anvendelse af data, hvor det klinisk, kvalitetsmæssigt og forskningsmæssigt giver mening.
  • Fagmiljøer, der er involveret i indsamling, opbevaring og håndtering af sundhedsdata og biomateriale, skal have klare rammer for anvendelsen af sundhedsoplysninger.
  • Borgerne skal have et klart og og overordnet billede af, hvad data anvendes til. Borgerne skal have tillid til, at deres data bruges til at redde liv både i dag og fremover.