"Vi bliver overset"

Nyhed
none

Børn og unge, der oplever sygdom og død, føler sig ofte oversete og ensomme, viser en ny rapport fra Egmont Fonden. Det har store konsekvenser for børnenes trivsel og læring.

Børn, der rammes af alvorlig sygdom eller død i familien, kan føle sig overset og mangle forståelse fra deres omgivelser. Mange af dem kæmper for eksempel med at føle sig anderledes, fordi de enten bliver hurtigere trætte, ser anderledes ud eller altid skal huske deres medicin. Det er nogle af konklusionerne i Egmont Rapporten 2014, der sætter fokus på de særlige udfordringer, som børnene står overfor.

Af rapporten fremgår det også, at mange får så meget fravær, at de sakker bagud i skolen. Derfor giver børnene gode råd til, hvordan blandt andet skolen kan hjælpe med at løse deres behov for støtte. Her kan både lektiehjælpere eller sygeundervisning hjælpe børnene, og så er det vigtigt, at klassen bakker op og snakker om sygdommen.

Spørg hellere en gang for meget

Et skulderklap efterfulgt af et "godt, at du er tilbage" fra lærere og kammerater efter en indlæggelse er rart, men ifølge de børn og unge, der optræder i rapporten, er det ikke nok. Man skal tale åbent om sygdommen og hellere spørge ind til, hvordan barnet har det en gang for meget end en gang for lidt.

I skolen er det desuden vigtigt, at de syge børn og unge får mulighed for at deltage i så mange aktiviteter som muligt trods deres sygdom. Og da børnene er selv eksperter, når det gælder deres sygdom, er et godt råd altid at spørge dem frem for automatisk at udelukke dem.

Læs hele rapporten her.

Fakta

Mere end 25 % af danske børn og unge oplever dødsfald eller sygdom i
nærmeste familie eller selv at blive ramt af alvorlig sygdom. Inden de fylder 25 år.

Egmont Fonden har øremærket 60 millioner kroner til at give børn og unge mod på livet på trods
af livskrisen.