Komplementær behandling

En stor andel af mennesker, som lever med sygdom, supplerer den behandling, de modtager i sundhedsvæsenet, med komplementær behandling – og mange har gavn af det. For eksempel har mere end halvdelen, der lever med sclerose, slidgigt eller rygsygdom brugt komplementær behandling i forbindelse med deres sygdom inden for de seneste 12 måneder (1) (2), og hver femte med en kræftdiagnose har benyttet sig af en eller flere komplementære behandlingsformer i løbet af de seneste seks måneder (3).

Der kan være mange årsager til, at man opsøger supplerende former for behandling i tillæg til det, sundhedsvæsenet kan tilbyde. Det kan for eksempel være, fordi man ønsker at opnå større velvære fysisk eller mentalt, fordi man vil prøve at lindre smerter eller senfølger, eller fordi man ønsker at gøre noget aktivt for at styrke sin krop (1) (3).

Patienter ønsker mere viden og dialog, men er overladt til sig selv

Mange patienter ønsker at have dialog med deres behandler om de forhold, som er knyttet til deres sygdom, og derfor også om komplementære behandlinger. Lige knap hver femte med en kræftsygdom har haft behov for dialog med en sundhedsprofessionel om komplementær behandling (3). I den brede befolkning ville mere end seks ud af ti være interesserede i at diskutere komplementær behandling med deres læge, hvis de blev syge – og hvis de fik en alvorlig sygdom, ville otte ud af ti gerne have muligheden (4).

Alligevel har næsten halvdelen i den brede befolkning ikke tiltro til, at personalet i det traditionelle sundhedsvæsen vil tale med patienter om komplementær behandling (4), og langt fra alle patienter har oplevet, at de kunne have en dialog om det med en sundhedsprofessionel, selvom de havde behov for det (3).

Det hænger sammen med, at der mangler viden om komplementære behandlingsformer, blandt andet fordi det kan være svært at forske i feltet. Flere behandlingsmetoder inden for det komplementære felt er nemlig vanskelige at få til at passe ind i den forskningsdiskurs, som er dominerende i dag, hvor RCT’er (randomiserede kontrollerede studier) er den gyldne standard. Den manglende viden kan gøre det vanskeligt og utrygt for sundhedsprofessionelle at have dialog om brugen af komplementær behandling.

Men det går i sidste ende ud over patienterne, som er overladt til sig selv. Der er nemlig ikke meget hjælp at hente, hvis man opsøger viden om komplementære behandlingsformer på egen hånd, fordi adgang til pålidelig viden er begrænset. Det kan føles som en jungle at prøve at finde vej i det komplementære behandlingsfelt, hvor man desværre kan støde på mange upålidelige kilder – og for den enkelte patient kan det være uhyre svært at vurdere, hvilke kilder man kan stole på, og hvornår man bør forholde sig skeptisk.

Der er derfor et uopfyldt behov for dialog og adgang til pålidelig viden, og det kan i sidste ende have alvorlige konsekvenser for de patienter, der beslutter sig for at bruge komplementær behandling. For eksempel kan der være interaktioner mellem visse former for naturlægemidler og lægeordineret behandling. Og så kan det være farligt, hvis patienter ophører med deres konventionelle behandling i håbet om, at alternativ behandling alene han helbrede dem.

Videnscenter for komplementær behandling skal sikre adgang til viden og rådgivning

Derfor anbefaler Danske Patienter, at Folketinget afsætter midler til at etablere et uafhængigt og nationalt videnscenter for komplementær behandling, ligesom man har i Norge, hvor centeret NAFKAM (Nasjonalt forskningssenter innen komplementær og alternativ medisin) blev oprettet for over to årtier siden (5) (6).

Centeret skal hverken arbejde for at fremme eller hæmme brugen af komplementær behandling. Tværtimod skal formålet være at skabe en fælles indgang, der sikrer både patienter og sundhedsprofessionelle adgang til pålidelig viden, som de kan stole på, og til rådgivning om komplementære behandlingsformer. Et videnscenter for komplementær behandling vil kunne bidrage til en bedre dialog mellem patient og sundhedsprofessionel, og det vil kunne styrke patientsikkerhed og tryghed til gavn for begge parter.

Centeret skal derudover bidrage til innovativ tænkning for at udvikle nye forskningsdesigns, som kan supplere de mere traditionelle klinisk kontrollerede forsøg. Supplerende forskningsdesigns er eksempelvis nødvendige for, at man i forskningsprojekter skal kunne opfange nogle af de kontekstspecifikke forhold, som kan have stor betydning, når det kommer til komplementær behandling.

Det kan for eksempel være relationen mellem behandler og patient eller de fysiske forhold omkring behandlingen. Og så skal centeret bidrage til processer, hvor behandlere inden for det komplementære felt, behandlere inden for det etablerede sundhedsvæsen og forskere samarbejder konstruktivt om udvikling af ny viden.