Rettidig udredning

Lange udredningstider har store psykiske konsekvenser for patienterne, forværrer prognosen og belaster samfundsøkonomien, da de resulterer i sygemeldinger og andre afledte omkostninger.

Uanset om udredningen sker i almen praksis, hos speciallæge eller på hospital og uanset symptomernes alvorlighedsgrad, skal patienten sikres udredning inden for en tidsramme, som er optimal for at opnå det bedst mulige behandlingsresultat. Således skal alle patienter omfattes af udredningsgarantien på én måned.

I dag har patienter en udredningsret på 30 dage, når de henvises til hospitalet. Danske Patienter støtter, at patienter, som er henvist til udredning på hospital, derved sikres en hurtig udredning.
Det er dog bekymrende, at den store gruppe af patienter, der fortsat skal udredes i almen praksis eller speciallægepraksis, ikke er omfattet udredningsretten. Det er centralt at patienterne i denne gruppe ligeledes sikres en tidsgaranti for udredningsforløb.

Vi ved, at nogle patienter oplever lange udredningstider, fordi de bliver sendt fra den ene diagnostiske undersøgelse til den anden, før lægen enten kan stille en diagnose eller evt. videresende til udredning i hospitalsregi. Det kan både være belastende for den enkelte, betyde et forlænget sygefravær og for nogen, at en alvorlig tilstand ikke opdages i tide.

Derfor anbefaler Danske Patienter, at lovgivningen strammes, således at patienter, som udredes fra almen praksis og speciallægepraksis sidestilles med patienter, som udredes i hospitalsregi. Således at de også bliver omfattet af en ret til hurtig udredning.

Såfremt den henvisende læge har mistanke om, at patienten lider af alvorlig og evt. livstruende sygdom, skal undersøgelser iværksættes umiddelbart uden ventetid – med mindre denne kan fagligt begrundes.