Forskellige forståelser vanskeliggør patientinddragelse

Nyhed

​Sundhedsprofessionelle har for mange forskellige forståelser af, hvad patientinddragelse er, og det kan vanskeliggøre, at patienter bliver inddraget i praksis. Det viser en ny undersøgelser fra ViBIS.

Trods mere end 20 års politisk, forskningsmæssig og klinisk fokus på patientinddragelse er målet langt fra nået. Det viser ViBIS' nye undersøgelse, som netop er blevet offentliggjort i en rapport med titlen ”Sundhedsprofessionelles forståelser af patientinddragelse. En kvalitativ undersøgelse”.

Undersøgelsen er udført på tre forskellige hospitaler, og resultaterne viser tydeligt, at der blandt de sundhedsprofessionelle mangler en enighed om, hvad patientinddragelse er. En af undersøgelsens konklusioner er derfor, at der skal defineres en fælles forståelsesramme for individuel patientinddragelse i sundhedsvæsenet.

De sundhedsprofessionelle ønsker at inddrage

Rapporten understreger, at interessen for patientinddragelse er vokset betydeligt i de senere år, og at de sundhedsprofessionelle faktisk ønsker at inddrage deres patienter. Derfor dukker der også jævnligt nye initiativer op på området, men en stor del af dem er præget af, at det stadig er uklart for de sundhedsprofessionelle, hvad patientinddragelse egentlig betyder.

Konsekvensen bliver, at de sundhedsprofessionelles tilgang til arbejdet med inddragelse er meget forskellig, og det gør, at de positive effekter udebliver – blandt andet i forhold til behandlingskvaliteten.

Ledelsen skal gå i front

I undersøgelsen har man også set på de sundhedsprofessionelles opfattelser af barrierer for at arbejde med patientinddragelse. I den forbindelse bliver det tydeligt, at ledelsen spiller en vigtig rolle.

I rapporten efterlyser man derfor, at ledelserne på de danske hospitaler går forrest i forhold til implementeringen af systematiske og strukturerede arbejdsgange, der styrker patientinddragelse. Ledelsen skal altså gå i front, hvis de sundhedsprofessionelle skal kunne inddrage patienterne korrekt som en integreret del af deres arbejde.

Håbet er, at rapporten kan være med til at give det danske sundhedsvæsen et bedre grundlag for at målrette og styrke patientinddragelse i praksis.

Læs hele rapporten her.