Kontaktpersonordningen har ikke været en succes

Høringssvar

Kontaktpersonordningen har ikke sikret patienter bedre forløb. Derfor afvikles ordningen til fordel for den patientansvarlige læge, men det er vigtigt med andre initiativer, der sikrer koordination i forløb i overgangsfasen, mener Danske Patienter.

Med indførelsen af kontaktpersonordningen forsøgte man at skabe bedre forudsætninger for sammenhængende patientforløb på hospitalerne. Den målsætning er imidlertid ikke blevet efterlevet i praksis, og derfor er Danske Patienter enig med regeringen i, at ordningen bliver afviklet.

Men i et nyt høringssvar minder Danske Patienter om, at intentionerne bag ordningen ikke må glemmes – de er stadig aktuelle.

Har ikke skabt værdi for patienterne

Siden 2009 har det været et lovsikret krav for patienter at få tildelt en kontaktperson ved behandlingsforløb på mere end to dage. Alligevel viser tal fra den Landsdækkende Undersøgelse af Patienttilfredshed (2015), at op mod 40 procent af patienterne kun i nogen grad oplever, at én eller flere har ansvar for det samlede forløb.

Generelt er der bred enighed om, at ordningen ikke giver værdi til patienten og at den dermed ikke har levet op til sit formål. Det er også Danske Patienters holdning, og derfor bakker organisationen op om den afvikling af ordningen, som regeringen har foreslået.

Husk overgangsfasen

Samtidig pointerer Danske Patienter, at der for mange patienter stadigvæk er et behov for koordination af forløb – et behov, der ser ud til at stå uløftet hen med afviklingen.

Afløseren, ordningen om den patientansvarlige læge, står nemlig ikke til at være fuldt ud implementeret i 2018, når der lukkes ned for kontaktpersonordningen. Derfor understreger Danske Patienter vigtigheden af, at der bliver iværksat initiativer til at sikre koordination af patienternes forløb – også i den periode, hvor patienterne står uden retskrav på det.

Læs hele høringssvaret her.

Otte anbefalinger til bedre koordination i forløb

Læs Danske Patienters anbefalinger til, hvordan man sikrer bedre koordination i behandlingsforløb.

Se mere her.

Patienter og pårørende fortæller

Mød ni patienter og pårørende, som har oplevet manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet. Læs deres historier ved at klikke på billedet:

mangel_paa_sammenhaeng_pdf_forside.png