Seksualitet og trivsel hos unge med kronisk sygdom

Seksualitet er med til at forme ens identitet i ungdomsårene. Det er derfor vigtigt for både raske unge og unge med sygdom at lære om og udforske seksualitet, men sygdom kan medføre nogle særlige problemer, der gør emnet sværere at forholde sig til. En trivselsundersøgelse fra Epilepsiforeningen viser, at unge epileptikere har mindre sex og debuterer senere.

En trivselsfaktor, også for de unge

Bare fordi man lever med sygdom, behøver man ikke være aseksuel, og ved at hjælpe sygdomsramte unge med at snakke om seksualitet, kan man lægge en vigtig grundsten i deres videre liv. Rapporter viser, at seksualitet kan være en ”trivselsfaktor” eller et ”helle”, der giver livsmod og ressourcer, når det bliver tænkt ind i sygdomsforløbet. Desuden viser en befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS, at det helt generelt er en trivselsfaktor for ni ud af ti danskere.

Fordi en sund seksualitet er så vigtig og fylder så meget, kan seksuelle problemer omvendt medføre store bekymringer og identitetskriser for de unge.

Identitet og selvbillede

Helt unge mennesker knytter ofte seksualiteten til deres kønsidentitet og evnen til at få børn. Derfor kan det være særligt svært for unge at få kirurgiske indgreb på kønsorganer eller bryster, da det kan føles som om, de mister deres mandlighed eller kvindelighed.

Kræftens Bekæmpelse har blandt andet sat fokus på seksualitet hos unge kræftpatienter og peger på, at unge med kræft efterspørger information og støtte om emnet. Over halvdelen af de adspurgte i deres undersøgelse oplever problemer som følge af, at sygdommen har givet dem et negativt kropsbillede.

På tværs af forskellige sygdomme og aldre plages unge af bekymringer om, hvorvidt de nogensinde får et almindeligt kærligheds- og seksualliv. Årsagerne til bekymringerne kan både være biologiske, psykologiske og sociale – eller en kombination af direkte og indirekte konsekvenser af sygdommen.

Der vil også være forskel på bekymringerne afhængigt af, om man tidligere har været seksuelt aktiv eller ej - for nogle unge er det især frygten for, at deres sexliv aldrig bliver det samme igen, som fylder.

Fælles for de unge med sygdom er dog, at de bekymrer sig om, hvorvidt en kæreste og fremtidige børn er foreneligt med deres sygdom - for eksempel hvis den medfører risiko for ufrivillig barnløshed eller tidlig død. Deres bekymringer handler også om, at det er særligt svært at være anderledes, når man er ung, for spørgsmålet om seksualitet og sygdom kan spille ind i en større identitetskrise.

Nogle unge føler sig alene med bekymringerne og kan reagere ved at isolere sig og blive depressive eller ved at kaste sig ud i en risikofyldt seksuel relation.

De sundhedsprofessionelles opgave

Det er vigtigt, at unge med sygdom får den rådgivning, de ønsker og har behov for, så man forebygger et negativt forhold til sex og eventuelle følger heraf. Flere aktører beskriver snakken om seksualitet mellem sundhedsprofessionel og patient som et tovejstabu. Det vil sige, at hverken den unge patient eller sundhedspersonen føler sig trygge ved at bringe seksuelle emner op i konsultationen.

Det kan være ekstra svært, når dialogen foregår mellem to mennesker med forskellige aldre, for sundhedspersonalet opfatter nogle gange unge med sygdom mere som børn end som unge. Det kan betyde, at de tager hensyn ved ikke at bringe seksualitet op, men det er misforstået, for de unge tænker lige så meget på sex som deres raske jævnaldrende.

Det er sundhedspersonalets ansvar at informere og rådgive patienten om alle aspekter af sygdommen - også hvis den kan påvirke seksualiteten. Man kan ikke forvente, at patienten selv er tryg i at tage emnet op eller vide, hvilke aspekter af det, der er relevante at tale med en sundhedsfaglig person om.

Det er endnu sværere for unge, som måske først lige er begyndt at forholde sig til sex, og som går igennem sygdom og pubertet på én gang. De kan også stå med specifikke problemstillinger eller risici, der falder uden for seksualundervisningen i skolen, som de i øvrigt risikerer at gå glip af grundet sygdomsbetinget fravær.

Det er derfor vigtigt, at sundhedspersonalet inviterer den unge til dialog om seksualitet og skaber et rum, hvor det er trygt at tale om alt. PLISSIT-modellen fremhæves som ét eksempel på en fremgangsmåde, man kan tage udgangspunkt i, i konsultationen.