Bedre sammenhæng for patienter

ViBIS har bidraget til et pilotprojekt på Sydvestjysk Sygehus, der udvikler og afprøver rollen som 'Den patientansvarlige læge'.

Én læge med det overordnede ansvar for at sikre fremdrift og sammenhæng i behandlingsforløbet. Det er visionen bag ordningen den patientansvarlige læge.

Danske Patienter har sammen med Danske Regioner, Kræftens Bekæmpelse, Overlægeforeningen og Yngre Læger udformet det nationale rammepapir, der beskriver ideen. På sigt skal ’den patientansvarlige læge’ erstatte kontaktperson-ordningen, som er fastlagt i Sundhedsloven.

I forbindelse med udviklingsprojektet Borgernes Sundhedsvæsen blev der igangsat en række forsøg for at udvikle og afprøve rollen. Et af pilotprojekterne blev gennemført af Arbejdsmedicinsk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus.

Formålet var at udvikle rollen og afklare, hvordan yngre læger kan uddannes og klædes på til at varetage den. Visionen for projektet er, at én overordnet ansvarlig læge vil øge patienttilfredsheden, styrke inddragelse af patienter og skabe bedre sammenhæng og fremdrift i de enkelte patientforløb.

I forbindelse med projektet faciliterede ViBIS tre workshops for alle medarbejdere på afdelingen og underviste i metoden fælles beslutningstagning og i brugen af beslutningsstøtteværktøjer. ViBIS hjalp desuden med at udvikle et spørgeskema til at evaluere pilotprojektet.