Projekt Respect – hjælp til børn med sygdom

På Rigshospitalet har man indført en ambassadørordning for børn indlagt med kræft. En god idé, der bør spredes til andre sygdomsområder.

Ved at trykke play accepterer du cookies fra ekstern video-leverandør

David er syv år. Han har kræft i blodet og har derfor været tilknyttet Rigshospitalets afdeling for børn med kræft i et års tid. Han har omkring halvandet år tilbage i behandling, og derfor er der flere hospitalsbesøg forude.

Han er typisk indlagt i tre til fem dage ad gangen, når han skal have kemo, men derefter følger et par uger, hvor han ryger lidt ud og ind af afdelingen. Kroppen reagerer på kemoen, og derfor er der perioder, hvor David er meget væk fra det almindelige hverdagsliv derhjemme – og væk fra skole og kammerater.

I Danske Patienter ved vi, at fravær fra skolen på grund af sygdom kan have store konsekvenser for børnene. Man kommer bagud fagligt, men det er også svært at finde sin plads socialt, når man kommer tilbage. Dynamikker kan have ændret sig, mens man var væk, og man har ikke fulgt med i hverdagslivet.

Ambassadører gør en forskel

Om ambassadør-ordningen

Ordningen går under navnet Projekt Respect og er udviklet af Børneonkologisk Laboratorium (Bonkolab) på Rigshospitalet.

På Rigshospitalet har man fundet en løsning, der kan gøre hverdagen nemmere, når et barn med kræft er væk fra skole – men også sikre, at man kan vende tilbage i skole på en god måde. De har indført en ambassadørordning.

To af børnenes klassekammerater bliver valgt til ambassadører, og vi sørger så for at koordinere med deres klasselærer og forældre, så de kan komme på besøg, når deres ven med kræft er indlagt, fortæller Hanne Bækgaard Larsen, der er ophavskvinde til ordningen på Rigshospitalet.

Børnene er med til alt på hospitalet – de er med til undersøgelserne, med i Rigshospitalets skolestue og med til at lege.

Om man bor i Esbjerg eller på Vesterbro i København gør ingen forskel. Hospitalet står for at transportere ambassadørerne hele vejen til Rigshospitalet. Og da de får en række lektier med hjemmefra, som de laver i skolestuen, så får de ikke fravær.

Når de tager opgaver med på hospitalet, hjælper det også det indlagte barn med at kunne følge den undervisning, der finder sted i klassen. Så får man en fornemmelse af, hvad de andre har arbejdet med, mens man var væk, og så er det lidt nemmere at komme tilbage i skole igen, siger Hanne Bækgaard Larsen.
Ved at trykke play accepterer du cookies fra ekstern video-leverandør
 

Fællesskab

Når ambassadørerne får lov at være med på hospitalet, får de en bedre forståelse for, hvad det vil sige at være syg – og de får nogle oplevelser sammen med det indlagte barn, der styrker deres fællesskab og venskab. Og det gør gavn, når de alle er tilbage i den almindelige skole.

Det er rart, at der er nogen, der ved, hvad man har været igennem, når man er tilbage i hverdagslivet i skolen, siger forskningsassistent Mette Weibel, der blandt andet står for at få det praktiske til at gå op, når et barn på Rigshospitalet skal have ambassadørbesøg.
Vi evaluerer på alle besøg, hvor ambassadørerne blandt andet skal give udtryk for, hvordan besøget har været på en skala fra ét til 10. Vi fortæller dem, at nummer ét er, når dagen har været Tivoli-god – og nummer 10 er en dårlig dag. Langt de fleste giver dagen et ét- eller to-tal, fortæller hun.

Undervisning på skolerne

Som en del af ambassadørordningen kommer projektsygeplejersker fra Rigshospitalet ud på skolerne, der har elever med kræft. Her underviser de barnets klasse i, hvad sygdommen er og betyder, og de besvarer alle de spørgsmål, som klassekammeraterne måtte have.

Mange børn bliver meget bekymrede, når en af deres klassekammerater pludselig bliver syg og ikke kommer i skole. Derfor er det vigtigt at tale med dem om det på en måde, de forstår, siger Hanne Bækgaard Larsen.

Og undervisningen hjælper også klassens lærere.

Det kan være svært at vide, hvad man skal stille op, når en elev i klassen bliver alvorligt syg. Tit er forældrene meget pressede, måske er man selv ubehageligt til mode – og så er der klassen som helhed. Derfor er det vigtigt at have en dialog ude på skolerne, siger Hanne Bækgaard Larsen.

Midtskolen i Faxe er en af de skoler, der godt kunne have brugt en god dialog med hospitalet. De har mange indsatser for børn med fravær, sygdom eller andre udfordringer i skolen, men da de for en del år tilbage fik en elev med kræft, var det svært at håndtere. Mød afdelingsleder Dorte Krogh Kjørup Fra Midtskolen i videoen her:

Ved at trykke play accepterer du cookies fra ekstern video-leverandør
 

Behov for udbredelse

Skole for mig

Skole for mig er et projekt under Danske Patienter, der blev afsluttet i august 2018. Her kiggede man på, hvilke udfordringer og behov børn med sygdom har i relation til deres skolegang.

Rigshospitalets ambassadørordning for børn med kræft bliver nu landsdækkende. Ordningen har fået støtte fra Børnecancerfonden. Og det er positivt, mener formand Camilla Hersom fra Danske Patienter:

Det er et rigtigt godt tiltag, de har lavet på Rigshospitalet. Vi har selv arbejdet med de vilkår, børn med sygdom har i grundskolen, og der er desværre meget, man kan forbedre. Det her tiltag gør en vigtig forskel, og vi ser meget gerne, at man lader sig inspirere flere steder i sundhedsvæsenet, så børn med andre sygdomme også kan få gavn af de gode tanker, der er tænkt på Rigshospitalet.

Omkring hvert sjette barn har en kronisk eller langvarig sygdom – og en god andel af disse oplever perioder med fravær fra skolen. De er ikke alle indlagte som David og de øvrige børn med kræft på Rigshospitalet, men de går til hyppige kontroller og har længere perioder, hvor de må blive hjemme.

Det vil være oplagt, hvis man satte lignende ordninger i gang for børn, der for eksempel må være hjemme i længere perioder. Det ville være positivt, hvis vores politikere ville understøtte dette – og hvis man greb teten lokalt og gik i gang, siger Camilla Hersom.

Projekt Respect

Rigshospitalets ambassadørordning går under navnet Projekt Respect og er udviklet af Børneonkologisk Laboratorium (Bonkolab)

Bonkolab forsker primært i blod- og kræftsygdomme og varetager derudover rutineanalyser og projekter vedrørende patienter, der modtager kemoterapi for andre sygdomme.

Læs, hvordan projektet begyndte her.

Evaluering af projektet

Du kan finde enkelte tal fra projektets evaluering i Børnecancerfondens materiale her.

Børnecancerfonden støtter en udbredelse af Projekt Respect, så ordningen bliver implementeret på alle børnecancerafdelinger i Danmark.