Multisyge patienter har behov for én plan

Mange multisyge patienter har svært ved at navigere i sundhedsvæsenet. For at sikre bedre koordination og sammenhæng i patienternes forløb, bør patienter have ret til én samlet plan.

Egen læge, ambulatorier og rehabilitering i kommunalt regi. Multisyge og andre patienter med komplekse og tværgående sygdomsforløb kan let komme til at mangle overblik og koordination, når de bevæger sig rundt i det danske sundhedsvæsen.

Danske Patienter er derfor gået sammen med Kræftens Bekæmpelse, Danske Regioner, Overlægeforeningen og Yngre Læger om at indføre et nyt koncept, der giver patienterne én behandlingsansvarlig læge. 

Den behandlingsansvarlige læge

Danske Patienter, Kræftens Bekæmpelse, Danske Regioner, Overlægeforeningen og Yngre Læger har sammen lavet et rammepapir med fokus på én behandlingsansvarlig læge.

Det vil sikre bedre kontinuitet i patientforløbene, øge patienternes tryghed samt øge den faglige kvalitet i behandlingen. 

Læs notatet her.

Meningen er, at den faste læge skal have overblikket og ansvaret for behandlingen. Det vil hjælpe patienterne et skridt i den rigtige retning mod større tryghed og kvalitet i behandlingen. Det er dog ikke nok, når patienterne skal sikres bedre sammenhæng på tværs af sektorer og specialer. Derfor foreslår Danske Patienter, at hver patient også får én samlet plan for deres sygdomsforløb.

Én patient én plan

I et politisk indspil anbefaler Danske Patienter at sikre patienterne ret til en individuel og koordineret plan for deres forløb. Sker det, vil hver enkelt patient nemlig få én samlet plan, der binder sygdomsforløbet sammen på tværs af sundhedsvæsenet – og det vil gøre forløbet mere overskueligt for patienten, men også for pårørende og behandlere.

Med én plan sørger man for, at patienten får en rød tråd igennem hele forløbet. Samtidig sikrer en individuel plan, at patientens behov og præferencer bliver inddraget i behandlingen, der derved kan give bedre sammenhæng med patientens øvrige liv med familie, venner og job.

I samme forbindelse har Sundhedsstyrelsen udarbejdet to rapporter om, hvordan man sikrer bedre sammenhæng i tilbud til mennesker med flere sygdomme — herunder muligheden for at blive behandlet samme dag og under samme tag, få en mere skræddersyet behandling samt et koordineret behandlingsteam om patienten.

Forløbskoordination

Ordningen med en behandlingsansvarlig læge begyndte i 2015 som pilotprojekt på en række sygehuse.

Indsatsen én patient – én plan handler om at give hver patient én samlet plan for deres sygdomsforløb. 

Planen skal skabe bedre sammenhæng i den enkelte patients forløb og gøre forløbet mere overskueligt for patienten. 

Læs mere her.