Manglende pårørendeinddragelse er alvorligt
Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) er nu offentliggjort. Resultaterne er meget lig forrige år, men Danske Patienter er ikke tilfredse med den manglende pårørendeinddragelse.
Undersøgelsen bygger på svar fra over 133.000 indlagte og ambulante patienter. Resultatet af størstedelen af spørgsmålene er stort set uændret siden 2012, og på ingen punkter er der sket en negativ udvikling.
Det er Danske Patienter glade for, men der er plads til forbedring – særligt i forhold til inddragelse af de pårørende. Næsten hver femte af de indlagte patienter oplever nemlig ikke, at deres pårørende har været inddraget tilstrækkeligt i beslutninger, som har betydning for deres undersøgelser, behandling og pleje.
Det er ifølge Danske Patienter især problematisk, fordi undersøgelsen samtidig viser, at 34 procent af de patienter, som i undersøgelsen savner større inddragelse af deres pårørende, var ”utrygge”, da de blev udskrevet. Det kan være tvivl omkring det videre forløb, uvished om fremtidige operationer eller udefinerbare smerter.
De pårørende er for eksempel vigtige som en støtte for patienten, fordi det kan være svært at navigere i et sundhedsvæsen, hvor man møder et stadig større antal højt specialiserede medarbejdere, der hver især tager hånd om eksempelvis pleje, operationer, kostvejledning og genoptræning. Og pårørende kan selv blive ramt og have brug for støtte, når deres nærmeste bliver syge.