10 gode råd til inddragelsespiloter

Nyhed

ViBIS har i 2015 uddannet næsten 100 inddragelsespiloter. Nu giver deltagerne deres bedste råd videre til de nye hold af piloter, der står klar til at deltage på forårets workshopforløb.

Som noget nyt tilbød ViBIS i 2015 et workshopforløb til sundhedsprofessionelle, der gerne vil gå forrest i arbejdet med patient- og pårørendeinddragelse på deres afdeling. Næsten 100 inddragelsespiloter har afsluttet workshopforløbet, og deltagerne, som kommer fra hele landet, er nu i fuld gang med at implementere nye brugerinddragelsesindsatser i samarbejde med deres kollegaer.

I 2016 tilbyder ViBIS igen nye workshopforløb for inddragelsespiloter. I den forbindelse har ViBIS undersøgt, hvordan det går de tidligere piloter med at bringe den nye viden i spil i arbejdet ude på afdelingerne. De erfaringer, som de tidligere piloter har gjort sig under og efter workshopforløbet, kan være gode for de kommende inddragelsespiloter, der skal deltage på ViBIS’ nye workshopforløb dette forår.

Rådene kan især bruges, når inddragelsespiloterne vender tilbage til deres afdeling og skal omsætte den nye viden i konkrete projekter. De kan også bruges af sundhedsprofessionelle, der arbejder med lokale projekter, som ikke har deltaget på workshopforløbet.

10 gode råd
  1. Sørg for at få ledelsesopbakning. Lav forventningsafstemning og forpligtende aftaler med din leder. Det ideelle er et parløb med nærmeste leder i et projektforløb.
  2. Skab konsensus og fælles retning gennem dialog og samtale omkring brugerinddragelse. Udbred forståelsen og snak med dine kollegaer på tværs af afdelingen.
  3. Del din viden med så mange som muligt. Lad folk vide, hvad de kan bruge din viden om brugerinddragelse til.
  4. Fasthold involverede i projektet, skab god kontakt til nøglepersoner i afdelingerne. Det er en god idé at være to eller flere i et team omkring projektet.
  5. Brug netværk og søg inspiration hos andre, som har arbejdet med brugerinddragelse inden for samme område.
  6. Vær opmærksom på, at ting tager tid. Brug tid på forarbejde og sæt ikke flere ting i gang end personalegruppen kan rumme.
  7. Vis resultater, lav deadlines og sæt mål på inddragelsen. Lav små tiltag, som giver mening i hverdagen.
  8. Vær tro mod grundtanken om brugerinddragelse. Hvad er formålet med indsatsen og hvem gør I det for?
  9. Hav fokus på, at det er en kulturændring. Se jer selv som kulturbærere.
  10. Brug det til at skabe fokus på bedre arbejdsmiljø på afdelingen. I gør en forskel.



Hvad er en inddragelsespilot?

ViBIS uddanner inddragelsespiloter – medarbejdere i sundhedsvæsenet, der kan være med til at drive processerne, når man arbejder med inddragelse af patienter i praksis.

Hør projektleder Josine Legêne fra ViBIS fortælle om rollen som inddragelsespilot.

Anbefalinger: Sådan opnår man vellykket brugerinddragelse

Ny evalueringsrapport fra Det Brugerinddragede Hospital kommer med seks anbefalinger til vellykket implementering af metoderne fælles beslutningstagning og brugerstyret behandling på hospitaler.

Læs mere her.