Samarbejde på tværs hjælper patienten videre

Vidensforum
none

Højere funktionsniveau og bedre mulighed for at fastholde job. Det er erfaringerne fra et projekt i fire kommuner, der inddrager patienter i forbedring af samarbejde mellem jobcenter og lokalpsykiatri.

Når samarbejdet om en borger eller patient foregår på tværs af sektorer, opstår der forskellige typer af udfordringer, der kan hindre delingen af viden og data, men også pålægge patienten for meget ansvar. Et samarbejdsprojekt mellem psykiatrien i Region Syddanmark og fire sønderjyske kommuner har vist, at man hjælper patienten, når man koordinerer på tværs.

I projektet har man sat fokus på samarbejdet mellem lokalpsykiatrien og beskæftigelsesområdet i et forløbsprogram for borgere med angst og depression – blandt andet med workshops og fælles planlægningsmøder, hvor patienter, jobcentre og psykiatere deltog sammen.

Manglende koordination går ud over patienten

Projektleder Niels Aagaard og patient Mette Hartmann Nielsen deltog i den forbindelse i Danske Patienters Vidensforum for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet den 5. marts for at dele ud af deres positive erfaringer fra projektet. Formålet med projektet var at forbedre patienter i lokalpsykiatriens tilknytning til beskæftigelsesområdet for ikke at tabe patienter, når de overgår fra én sektor til en anden eller er del af begge samtidig.

Ifølge Mette Hartmann Nielsen skyldes miskommunikation imellem sektorer blandt andet nogle kulturer og logikker, der er på spil inden for én sektor, men ikke den anden, og som derfor kan danne barrierer for et godt samarbejde om borgeren:

Man oplever som patient og borger at skulle spille et spil i det her arbejdsmarkedscirkus – én måde at kommunikere eller samarbejde med jobcenteret på og en anden måde med lokalpsykiatrien. Samtidig er der ingen koordinering derimellem, så det er kun mig som patient, der har ansvaret, siger Mette Hartmann Nielsen, patient

Samarbejdsprojektet har derfor taget udgangspunkt i borgere med tilknytning til både lokalpsykiatri og jobcentre for at forbedre dialogen og hermed indsatsen over for borgeren.

Relationer binder sektorerne sammen

Alene det at skabe første kontakt på tværs af sektorerne kan være en udfordring, mener Niels Aagaard. Han lægger heller ikke skjul på, at det gode samarbejde indledningsvis kan være besværligt, fordi der skal koordineres med flere personer. Det er en barriere som man skal overvinde som fagperson:

Før skulle man kun ringe til borgeren, men her krævede koordineringen, at man ringede til to parter – det ér besværligt, men kun indtil parterne får hinandens kontaktoplysninger og en relation, siger Niels Aagaard, projektleder i Psykiatrien i Region Syddanmark

Opbygningen af relationer mellem patienter og fagpersoner fra forskellige sektorer er altså værd at bruge energi på og skal ses som en investering i patienten – og i fremtidige forløb.

Ifølge Mette Hartmann Nielsen gør det en stor forskel i samarbejdet, når forskellige aktører lærer om hinandens forudsætninger for deres arbejde med – og forståelse af – en problemstilling, og projektet viser, at mere dialog åbner døren til ligeværdig kommunikation:

Bedre kommunikation mindsker fordomme fra både patientens og jobcentrenes side, og det højner det faglige niveau, siger Mette Hartmann Nielsen

De fire sønderjyske kommuner ønsker at fortsætte med projektet, og Det Administrative Kontaktforum (DAK) har besluttet, at materialet skal fungere som inspiration for øvrige kommuner. De overvejer desuden at udvide målgruppen til flere sektorer og patienttyper i fremtiden.

Vil du også netværke om inddragelse?

none

Vidensforum for brugerinddragelse er et fagligt netværk centreret om brugerinddragelse af patienter og pårørende i sundhedsvæsenet.

Læs mere om netværket og meld dig ind her.

Gevinster ved brugerinddragelse i forskning

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

Patienter er eksperter i det levede liv med sygdom og kan bidrage med praktiske og virkelighedsnære erfaringer. På den måde kan de bringe nye perspektiver ind i et forskningsprojekt.

Læs mere her.