Århusianske pårørende får permanent støttetilbud

Nyhed
Psykolog Lene Dernert fra Århus Kommune. Foto: Tea Petersen

Pårørende til alvorligt syge har i to år kunne benytte et tilbud i Aarhus Kommune, hvor de har fået støtte til at håndtere en hverdag med sygdom tæt inde på livet. Nu bliver tilbuddet permanent.

Hjææææææææælp. Det var sådan Birgit Albertsen indledte sin e-mail til Aarhus Kommune, da hendes mand blev alvorligt syg, og hun ikke længere vidste, hvordan hun skulle gribe hverdagen an. Hun fik derfor tilbudt et forløb i Folkesundhed Aarhus, hvor hun over en længere periode havde samtaler med en psykolog og deltog i et gruppeforløb med andre i samme situation.

Jeg havde sådan brug for at tale med nogen uden for familien, fortæller Birgit Albertsen med henvisning til, at der er mange følelser på spil i familier med alvorlig sygdom.

Forløbet, som Birgit Albertsen deltog i, skulle i første omgang kun vare to år – men nu er tilbuddet blevet permanent.

Det er virkelig positivt, at vi nu kan fortsætte med at hjælpe de pårørende, der har brug for støtte. Vi har haft 180 pårørende igennem et forløb over de sidste to år, og jeg glæder mig til at hjælpe endnu flere gennem den svære tid, siger projektleder og psykolog Lene Dernert fra Folkesundhed Aarhus.

Trivsel for alle

Det er Lene Dernert, der har udviklet støttetilbuddet – og det er også hende, der gennemfører samtaler og gruppeforløb. Forløbet sætter fokus på de pårørendes trivsel, og målet er at få dem til at fungere i den nye hverdag på en god måde.

Nu skal vi ud i alle afkroge af kommunen. Vi har særlige hospitalsafdelinger og samarbejdsparter, der i prøveperioden har været rigtigt gode til at henvise pårørende til os. Nu er det vigtigt, at vi får udvidet vores samarbejder, så vi dækker hele kommunen og derved får gjort tilbuddet synligt for endnu flere pårørende, siger Lene Dernert.

I Danske Patienter & ViBIS er man begejstrede for, at tilbuddet nu bliver permanent.

Du kan høre Lene Dernert og Birgit Albertsen fortælle mere om tilbuddet i denne video:

Tilbuddet i Aarhus

Psykolog Lene Dernert fra Århus Kommune. Foto: Tea Petersen

Lene Dernert står bag tilbuddet i Aarhus.

Danske Patienter har tidligere skrevet om tilbuddet i forbindelse med en indsats fra Sundhedsstyrelsen, der skulle styrke de sundhedsprofessionelles fokus på inddragelse af pårørende.

Du kan læse mere her.

Tema om pårørende

none

Danske Patienter har udarbejdet et tema med casefortællinger og eksempler på de udfordringer, pårørende møder i sundhedsvæsenet.

Se temaet her.

Hvad har pårørende krav på?

none

Danske Patienter har lavet en sammenligning af pårørendes rettigheder i Danmark, Norge og Sverige.

Se sammenligningen her.