Det Brugerinddragende Hospital har sat aftryk i sundhedsvæsenet

none

Første fase af projektet Det Brugerinddragende Hospital er afsluttet. Hvad har projektet opnået? Og hvad skal der ske de sidste to år af projektet?

Det Brugerinddragende Hospital kunne tirsdag den 13. december 2016 fejre to års-fødselsdag. Dagen var et tilbageblik på, hvor langt projektet er nået, men havde i høj grad også et fremtidsperspektiv.

Det er Danske Patienters Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet, ViBIS, der i samarbejde med Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet står bag. Projektet er støttet af TrygFonden. 

Arbejdet med inddragelse har sat aftryk

Om projektet

Danske Patienters Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet, ViBIS, har de seneste to år samarbejdet med Aarhus Universitetshospital (AUH) og Aarhus Universitet om det første brugerinddragende hospital. Projektet er støttet af TrygFonden og løber fra 2014 – 2018. 

I projektets første fase er der blevet udviklet redskaber og implementeringsstrategier for to metoder til inddragelse af patienter på 18 afdelinger på AUH. Metoderne er fælles beslutningstagning og brugerstyret behandling.

Med Det Brugerinddragende Hospital er metoderne blevet implementeret i en dansk kontekst og har givet mulighed for at vise, hvad det giver at arbejde med inddragelse i stor skala.

Ifølge Helle Max Martin, der er projektleder på Det Brugerinddragende Hospital, har holdningen til brugerinddragelse flyttet sig, og projektet har sat et aftryk i sundhedsvæsenet.

Der er blevet skubbet til det eksisterende mindset på afdelingerne. Det Brugerinddragende Hospital var været med til at skabe en kulturændring i måden at inddrage patienter på – denne skal gøres levedygtig og udbredes til flere afdelinger og hospitaler, siger Helle Max Martin.

Sundhedsaktører er imponerede

Danske Patienter har spurgt en række centrale aktører i sundhedsvæsenet om arbejdet med Det Brugerinddragende Hospital. De er alle imponerede over de foreløbige resultater og ser frem til, at inddragelse af både patienter og pårørende bliver en større og mere integreret del af sundhedsvæsenet. Se videoen nederst i artiklen.

Hvad skal der ske nu?

Udbredelse af brugerinddragende praksis er netop kernen i projektets anden fase. Med afsæt i de 18 afdelingers erfaringer med fælles beslutningstagning og brugerstyret behandling er en proces- og effektevaluering på vej.

Sammen med den nyeste viden på området vil evalueringerne blive udmøntet i implementeringspakker med redskaber og metoder til brugerinddragelse, som kan anvendes på andre hospitaler. Metoderne skal på den måde være med til at udbrede brugerinddragende praksis. Projektets anden fase løber indtil sommer 2018. 

Inddragelse i praksis

Gitte Høegh har diabetes. I videoen fortæller hun om sin oplevelse med at blive inddraget i eget forløb. 

Du kan også høre, hvad sundhedspersonalet på medicinsk endokrinologisk afdeling på AUH mener om metoden brugerstyret behandling. 

Vil du vide mere?

ViBIS samarbejder med Aarhus Universitetshospital om at skabe Danmarks første brugerinddragende hospital. Formålet er at udvikle, afprøve og implementere to effektive metoder til brugerinddragelse.

Du kan læse meget mere om projektet her.