Det Brugerinddragende Hospital indleder nyt samarbejde med Rigshospitalet

Fantastisk med konkret eksperthjælp fra Det Brugerinddragende Hospital, siger projektleder fra Klinik for Rygmarvsskader på Rigshospitalet i Hornbæk.

To års erfaringer med inddragelse af patienter og deres pårørende på Aarhus Universitetshospital skal komme flere til gode. ViBIS' storskalaprojekt, Det Brugerinddragende Hospital, har indgået et samarbejde med en afdeling under Rigshospitalet.

Klinik for Rygmarvsskader på Rigshospitalet i Hornbæk har fået 1,5 millioner kroner af Sundhedsstyrelsen til at udvikle beslutningsstøtteværktøjer. De værktøjer skal anvendes til i højere grad at inddrage de rygmarvsskadede patienter og deres pårørende. Eksempelvis når de skal træffe beslutninger om hjælpemidler og pleje på deres første weekend hjemme i løbet af deres tre til otte måneder lange behandlingsforløb. Det Brugerinddragende Hospital bidrager til det nye projekt med sparring.

Det er fantastisk at få konkret hjælp fra nogen, der har bygget en ekspertviden op. Vi har eksempelvis fået sparring fra det Brugerinddragende Hospital på projektledelse, og på hvordan vi involverer alle faggrupperne, så alle lige fra socialrådgiveren til lægen er med til at inddrage patienten på samme systematiske måde, siger Line Trine Dalsgaard, der er projektleder og klinisk sygeplejespecialist på Klinik for Rygmarvsskader.

Visionen er, at patienten og de pårørende føler sig inddraget, og håbet er, at det resulterer i en større brugertilfredshed, fortæller hun.

Pengene fra Sundhedsstyrelsen bliver blandt andet anvendt til frikøb af Line Trine Dalsgaard og resten af projektgruppen, der skal implementere beslutningsstøtteværktøjerne på afdelingen.

Feedback på brugerinddragelse

For Det Brugerinddragende Hospital er samarbejdet en anledning til at udvide erfaringerne fra Aarhus Universitetshospital:

Samarbejdet skal give os feedback på de procesværktøjer, som vi har udviklet i Det Brugerinddragende Hospital på Aarhus Universitetshospital. Målet er, at andre hospitaler bruger vores procesværktøjer, og at vi på sigt bliver unødvendige i processen. Men først vi vil gerne sikre, at disse værktøjer er lige relevante på alle hospitaler og i flere forløb, og der kan Klinik for Rygmarvsskader gøre os klogere. Det er et skridt på vejen imod implementering af fælles beslutningstagning og brugerstyret behandling i det danske sundhedsvæsen, siger seniorprojektleder Helle Max Martin fra ViBIS.

Hun har de seneste to år styret Det Brugerinddragende Hospital i Aarhus.

Tryghed under første weekend hjemme

Klinik for Rygmarvsskader har også tidligere arbejdet med brugerinddragelse, men det er ikke sket på samme systematiske måde, fortæller Line Trine Dalsgaard:

Ved vores seneste fokusgruppe-interview kan vi se, at der er mange patienter og pårørende, der ikke har forstået, at de har et valg mellem forskellige hjælpemidler eller typer af pleje og behandling. Så vi skal blive bedre til at gøre valgene klare for både patienter og pårørende, forklarer hun.

Klinikken har blandt andet fokuseret på beslutningsstøtte i forbindelse med de valg, der skal træffes, når patienten skal på sin første weekend tilbage i hjemmet.

Har I brug for sparring?

Det Brugerinddragende Hospital vil gerne samarbejde om udvikling eller implementering af beslutningsstøtteværktøjer eller brugerstyret behandling. 

Kontakt os og hør nærmere. 

Blandt mange patienter er det angstprovokerende at skulle hjem første gang på weekend. Mange pårørende føler sig ikke forberedte, og de mangler information. Vi håber, at vi med mere inddragelse sammen kan få skabt en dialog om – og få valgt – netop den pleje og de hjælpemidler, der skaber en tryg oplevelse for den enkelte patient, siger hun.

Det Brugerinddragende Hospital

Det Brugerinddragende Hospital er et projekt i ViBIS. Projektet er støttet af TrygFonden og løber fra 2014-2018.

Du kan læse mere om Det Brugerinddragende Hospital her.

Samarbejde med Klinik for Rygmarvsskader

Klinikken arbejder med sin egen projektbeskrivelse med sparring fra konsulenterne i Det Brugerinddragende Hospital.

Se projektbeskrivelse fra klinikken her.