Få viden om arbejdet med PRO i nyt magasin

I nyt årsmagasin kan du læse om, hvordan man i fem projekter anvender kræftpatienters egen rapporterede oplysninger om helbred og livskvalitet til at skabe bedre behandling.

Partnerskab om PRO har udgivet et årsmagasin, hvor du kan få viden om fem pilotprojekter, der er i gang med at udvikle og implementere PRO-redskaber. Partnerskab om PRO er et samarbejde mellem patientforeninger, regioner, hospitaler og kræftlæger om at højne kvaliteten i kræftbehandling.

Hvad er PRO-data?

PRO-data (Patient Reported Outcome Data) er data om patientens helbredstilstand – herunder fysiske og mentale helbred, symptomer, helbredsrelateret livskvalitet og funktionsniveau.

PRO-data er rapporteret direkte af patienten. Læs mere om PRO-data her.

Siden 2016 har man i partnerskabet testet PRO (patientrapporterede outcome-data) i behandlingen af en række kræftsygdomme. De fem projekter er fordelt med ét i hver region. 

I årsmagasinet kan du blandt andet læse, hvordan de på Odense Universitetshospital undersøger, om alvorlige og livstruende bivirkninger hos patienter med modermærkekræft kan opdages tidligere ved hjælp af PRO. 

I praksis indrapporterer patienterne selv bivirkninger hver uge via et digitalt spørgeskema. Tidligere blev bivirkningerne kun registreret hver tredje uge på hospitalet. 

partnerskab_om_pro.png

Du kan også læse om det nyeste pilotprojekt fra Aalborg Universitetshospital, hvor de undersøger, om anvendelsen af PRO øger livskvaliteten hos patienter med tyktarmskræft.

Patienterne udfylder inden dialogsamtale på hospitalet et elektroniske spørgeskema om livskvalitet med udgangspunkt i deres helbred. Patienternes svar danner efterfølgende udgangspunkt for dialogen mellem patient og sundhedsprofessionel.

Forventningen er, at man ud fra patientens rapporteringer kan få en dialog, der når ind til de problemer, der optager patienten, så man kan skabe bedre individuel behandling og pleje. 

Læs mere om de fem projekter i Partnerskab om PRO’s årsmagasin her.

Målet med Partnerskab om PRO er at styrke udviklingen, anvendelsen og forankringen af PRO-data i kræftbehandling. Danske Patienter og Videnscenter for Brugerinddragelse er en del af styregruppen i partnerskabet.