Farvel til topledelsen: Krise giver nye muligheder i patientforening

Nyhed

Udfordringer med arbejdsmiljøet, fanget i mediemøllen og pludselig uden topledelse. Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) havde et vildt efterår. Læs, hvordan de kom gennem krisen.

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) stod uden direktør og bestyrelse efter en række artikler i Altinget, der udstillede foreningens problemer med arbejdsmiljøet. Pludselig var den øverste ledelse væk, og ansvaret for at bringe foreningen videre landede på foreningens mellemledere. Souschef Sabine Elm Klinker blev konstitueret generalsekretær og fik ansvaret for at styre gennem krisen.

Det var egentligt naturligt nok, at vi tog fat og fik ansvaret, men det har ikke været nemt, fortæller Sabine Elm Klinker.

Der var nemlig mange ting at tage fat på i foreningen. Ikke alene skulle foreningen finde en ny direktør, der skulle også sammensættes en ny bestyrelse, og her var foreningens vedtægter i vejen, så de skulle først ændres på en ekstraordinær generalforsamling. Og så var der krisens kerne – problemerne med arbejdsmiljøet. Dertil et arbejde med foreningens ry blandt eksterne samarbejdsparter.

Det har været vigtigt for os at sikre, at vores udfordringer ikke kommer til at skade sagen – der skal stadig være fokus på behovet for hjælp til mennesker med spiseforstyrrelser og dem, der kæmper med selvskade, siger Sabine Elm Klinker og fortsætter:
Derfor har vi på en og samme gang været nødt til at vende det hele på hovedet, men samtidigt fortsætte vores daglige arbejde.
Strategi under krisen

LMS lavede en handlingsplan for, hvad der skulle ske i organisationen – både internt og eksternt. Læs om nogle af elementerne i boksen til højre (nederst på din mobil).

Tid til netværk

LMS oplever, at de har et blandet ry blandt samarbejdsparter og eksterne interessenter – og det har været vigtigt for organisationen at aflive eventuel usikkerhed om dens virke.

Der har både været behov for, at vi forsikrede samarbejdsparter om, at vi stadig er her, at vi stadig fungerer, og at vi kan leve op til vores aftaler. Samtidigt har vi brug for at signalere, at der er sket et skifte i organisationen, der betyder, at vi i fremtiden er mere åbne, vil samarbejde i øget grad og står på nye værdier, siger kommunikationschef Henrik Kristian Christensen fra LMS.

Derfor prioriterer både medarbejdere og den nye ledelse også ”de bløde møder” ude i byen, som man nok ellers ville sortere fra i en presset periode.

Det er vigtigt, at vi ikke gemmer os væk. Selv om der i princippet er nok at se til internt med ny strategi, opbygning af nye strukturer og et stort fokus på at forbedre vores arbejdsmiljø, siger Henrik Kristian Christensen, der selv har deltaget i netværksmøder og kaffemøder på trods af en mildest talt presset kalender.

”Plejer” er død

Fremtiden

Med ny bestyrelse og ny direktør er LMS klar til fremtiden. Læs om nogle af organisationens kommende indsatsområder i boksen til højre (nederst på din mobil).

Man kunne tro, at det vil være svært at lede en tidligere meget topstyret organisation videre uden toppen – for hvordan er det nu lige, opgaverne er blevet grebet an? Men virkeligheden er en anden.

Det har givet os mulighed for at tænke noget helt nyt. Er der noget, vi ikke ved, hvordan vi traditionelt har håndteret i organisationen, så tager vi en ny beslutning. Det man ikke ved, det gentænker man, siger Sabine Klinker.

Og det er faktisk også en sjov proces, understreger Henrik Kristian Christensen:

Altså, det er jo ikke sjovt at være igennem mediemøllen på den måde, vi har været. Det har været svært for medarbejderne, fordi arbejdet pludseligt fyldte alt. Alle har spurgt til det, også når medarbejderne havde fri. Men det er egentligt meget sjovt at få lov at bygge noget nyt op sammen – noget bedre. En ny verden giver nye muligheder, og der har været stor opbakning til os i ledelsen fra medarbejderne og generelt en god stemning nu, hvor rammerne har ændret sig, og alle har større frihed.

Økonomi og arbejdsmiljø

LMS har fået ny direktør, Laila Walther, fra 1. december 2018, der skal være med til at sætte sit præg på den kommende strategi for organisationen. Det største ønske i LMS er at sikre en stabil økonomi.

Luft i økonomien er med til at skabe gode rammer for vores arbejde samt udviklingsmuligheder for den enkelte og for organisationen som helhed. Et godt arbejdsmiljø koster også penge, siger Sabine Elm Klinker.

Strategi under krisen

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

► Bryd med lukkethed. Vær meget åben. Gennemsigtighed er vigtigt – vi har intet at skjule.

► Vær ekstra synlig. Hold flere møder, gennemfør arrangementer og arranger gerne flere arrangementer end normalt.

► Fokus på sagen. Sagen kræver, at vi holder sammen. Vi har stadig som mål at hjælpe mennesker, der udøver selvskade eller har en spiseforstyrrelse.

► Nye rammer og retningslinjer. Nye sagsgange og oplæg til ny strategi.

► Fokus på bedre rammer for den enkelte medarbejder.

I tiden, der kommer

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

► Fokus på ny strategi for organisationen.

► Etablering af ny ledelsesstruktur – herunder nye retningslinjer for samarbejde med – og opkvalificering af – ny bestyrelse.

► Struktureret indsats for arbejdsmiljøet – herunder fortsat fokus på personlig frihed.

► Øget inddragelse af medarbejdere – øget indflydelse på egne opgaver og tilrettelæggelse af indsatser.

Læs også:

► Ressourcesvage patienter har også vigtig viden

► Udredningsretten bliver ikke overholdt

► Sådan undgår du pseudoinddragelse