Mål effekten af fælles beslutningstagning

Nyhed
none

Fælles beslutningstagning er en anerkendt metode til at inddrage patienter i deres behandling. Men hvordan kan man vide, om fælles beslutningstagning rent faktisk rykker noget for patienterne?

Undersøgelser har vist en række positive effekter af at bruge fælles beslutningstagning som metode til at inddrage patienter i behandlingsvalg. Patienterne får blandt andet mere viden om behandlingsmulighederne, oplever ikke mere angst og utryghed og er mere tilfredse med den valgte behandling. Desuden viser nogle studier, at de ofte følger behandlingsanvisninger bedre, oftere vælger mere indgribende behandlinger fra, og i nogle tilfælde opnår bedre kliniske resultater.

Sundhedsprofessionelle efterspørger måleredskaber

Men hvordan kan man vide, at de positive resultater rent faktisk er et produkt af fælles beslutningstagning, og ikke bare skyldes den ekstra opmærksomhed, som deltagere i kliniske forsøg er udsat for? Det kræver, at man kan måle, om behandlingsvalget rent faktisk har fulgt principperne for fælles beslutningstagning – og at patienterne føler, at de er blevet inddraget i valget. Derfra kan man så undersøge sammenhængen mellem graden af inddragelse og andre resultater som for eksempel viden, angst, tilfredshed, smerter, blodtryk og andre kliniske effekter.

Redskaber til at måle, hvorvidt patienten rent faktisk oplever sig inddraget i at træffe beslutninger om sin behandling i det enkelte kliniske møde, bliver derfor i stigende grad efterspurgt af danske sundhedsprofessionelle der gerne vil finde ud af, hvordan patientinddragelse påvirker behandlingskvaliteten.

Nyt dansk redskab

Der findes imidlertid ikke ret mange danske, validerede måleredskaber til at måle patienters oplevelse af være blevet inddraget. Det er derfor en glædelig nyhed, at Center for Fælles Beslutningstagning ved Sygehus Lillebælt nu har oversat og valideret et måleredskab kaldet CollaboRATE. Redskabet er oprindeligt udviklet af en forskergruppe ved The Dartmouth Institute for Health Policy and Clinical Practice i USA, og består af tre spørgsmål til patienten, der bliver besvaret på en skala fra 0-9.

CollaboRATE afdækker i hvor høj grad patienter føler, at sundhedspersonalet har gjort en indsats for at lytte til deres behov og ønsker, og aktivt brugt patientens præferencer i beslutningen om den videre behandling. Måleredskabet kan anvendes både til forskning og til mere rutinemæssig monitorering af behandlingskvalitet, men må dog ikke ændres eller anvendes kommercielt.

Den danske version kan downloades her.

Fælles beslutningstagning

Fælles beslutningstagning er en metode til inddragelse af patienter og eventuelt pårørende i det enkelte behandlingsforløb.

Læs mere om metoden her.

Kort introduktion

I videoen her forklarer tidligere projektleder Alexandra Ryborg fra ViBIS kort, hvad fælles beslutningstagning går ud på.