Minister blev inddraget i Det Brugerinddragende Hospital

Innovationsminister Sophie Løhde besøgte sygeplejersker, læger og ledere på Aarhus Universitetshospital, der i samarbejde med ViBIS har arbejdet med at inddrage patienter i egen behandling.

Torsdag morgen blev innovationsminister Sophie Løhde modtaget af en veloplagt velkomstkomite ved hovedindgangen til Aarhus Universitetshospital (AUH). Herefter gik turen til et stort mødelokale, hvor læger og sygeplejersker, der har været en del af ViBIS' storskalaprojekt Det Brugerinddragende Hospital, stod klar. Mødet begyndte med en kort introduktion, efterfulgt af oplæg fra Idrætsklinikken og Diabetes Ambulatoriet på AUH, der præsenterede deres delprojekter og erfaringer.

Minister i patientens sted

Ministeren fik lov at sætte sig i patienternes sted og prøve kræfter med det værktøj, som Idrætsklinikken har udviklet til patienter med sportsskader. Et oversigtskema med behandlingsmuligheder, som skal støtte patienter med kors- og ledbåndsskader i valg af behandling. Sophie Løhde gennemgik skemaet, der skulle gøre hende klar til at træffe en beslutning om, hvorvidt hun ville have en operation eller vælge en anden behandlingsmetode, hvis hun havde pådraget sig en korsbåndsskade. Ministeren endte med at sige "nej, tak" til operationen.

Efterfølgende gennemgik Diabetes Ambulatoriet systemet DiabetesFlex. Et elektronisksystem, hvor patienterne selv kan vælge den konsultationsform, der passer til deres behov.

ministerbesoeg.jpg

På billedet præsenterer overlæge Peter Faunø Idrætsklinikkens inddragelsesværktøj Option Grid for Sophie Løhde (til venstre). I midten ses ViBIS' bestyrelsesformand , Camilla Hersom.

Erfaringer fra Aarhus skal deles

Efter oplæggene var der lagt op til en åben diskussion. Her blev det flittigt debatteret, hvordan Det Brugerinddragende Hospital kan udbredes til flere hospitaler. Særligt ledelsesopbakning blev nævnt som en afgørende drivkraft for en vellykket implementering. Ministeren var også meget interesseret i, hvordan erfaringerne fra projektet kan anvendes i andre sammenhæng.

 Sophie Løhde besøgte efter mødet en afdelinger på hospitalet. Besøget sluttede med, at ministeren fortalte, at hun glædede sig til det fremtidige samarbejde med Det Brugerinddragende Hospital.

I ViBIS glæder man sig over ministerens besøg og udmelding.

Det er meget positivt, at ministeren støtter op om projektet og kan se fremtidsperspektiverne i systematisk at inddrage patienter ved brug af inddragelsesmetoderne fælles beslutningstagning og brugerstyret behandling, siger projektleder Helle Max Martin fra ViBIS.

Samarbejdet fortsætter allerede den 12. oktober, hvor ministeren holder åbningstalen til konferencen om Det Brugerinddragende Hospital. 

ViBIS holder konferencen i samarbejde med AUH på Centralværkstedet i Aarhus. Her vil mere end 150 sundhedsprofessionelle samles til erfaringsdeling om projektet. Hvis du endnu ikke er tilmeldt konferencen, kan du stadig nå at tilmelde dig her.

Det Brugerinddragende Hospital


Århus Universitetshospital Skejby.jpg

Det Brugerinddragende Hospital er et samarbejdsprojekt mellem Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS), Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital (AUH).

AUH er Danmarks første – og største – hospital, der systematisk inddrager patienterne i deres eget behandlingsforløb i stor skala.

Projektet er støttet af TrygFonden og løber fra 2014-2018.


Læs mere her.