Ny anbefaling fra Vælg Klogt skal nedbringe brugen af unødvendig medicin

Vælg Klogt
none

I Danmark har vi generelt et højt medicinforbrug, og særligt ældre og multisyge er ofte i behandling med mange typer medicin. Vælg Klogt sætter nu fokus på brugen af unødvendig medicin med en ny anbefaling, som både patientforeninger og lægefaglige selskaber står bag.

Et højt medicinforbrug er ofte gavnligt for patienten, men risikoen for at indtage medicin med uhensigtsmæssige fysiske eller psykiske konsekvenser stiger i takt med et stigende medicinforbrug. Især ældre, skrøbelige og multisyge personer er udsatte.

Derfor har Vælg Klogt, som Danske Patienter står bag sammen med Lægevidenskabelige Selskaber, afholdt en workshop om brugen af unødvendig medicin, hvor sundhedsfaglige, patientrepræsentanter og patientforeninger udarbejdede en ny anbefaling, som skal hjælpe med at nedbringe brugen af uhensigtsmæssig medicin:

Undgå medicin, som ikke er relevant, hvor bivirkninger overstiger de gavnlige virkninger, eller hvor patienten ikke længere ønsker medicinen. Vær særligt opmærksom på ældre, skrøbelige og multisyge.

Patienter og fagfolk er enige

Flere af Danske Patienters medlemsforeninger har bidraget til anbefalingen. Og på workshoppen var sundhedsfaglige og patientrepræsentanter blandt andet enige om, at man skal styrke dialogen om medicinsk behandling mellem sundhedspersonale og patienter, hvis man skal nedbringe brugen af uhensigtsmæssig medicin.

Et uhensigtsmæssigt højt medicinforbrug forekommer blandt andet, når medicinen ikke længere er relevant, interagerer dårligt med anden medicin eller skal ændres i dosis. For patientrepræsentanter og fagfolk er det derfor vigtigt, at der kommer en systematisk kontrol for dem med et højt medicinforbrug.

Samtidig skal der mere fokus på en løbende dialog mellem patienter og sundhedspersonale, så patienterne bliver klædt på til at stille spørgsmål, har den vigtige viden og forstår konsekvenserne ved egen medicin.

Læs om anbefalingen og se løsningsforslag

Om Vælg Klogt

Vælg Klogt er en organisation, som er startet af Danske Patienter og Lægevidenskabelige Selskaber.

Vælg Klogt arbejder for, at ressourcerne i sundhedsvæsenet bliver brugt på det, der giver værdi for patienterne.

Det sker ved at udvikle anbefalinger til, hvilke procedurer, undersøgelser og behandlinger, sundhedsvæsenet skal holde op med - fordi patienter og læger er enige om, at det ikke gavner.

Læs mere om organisationen her.