Ny folkesundhedslov skal skabe bedre sundhed for alle

Nyhed
Opfordring til vedtagelse af folkesundhedslov

Danske Patienter bakker op om en bred appel til regeringen og Folketinget om at vedtage en folkesundhedslov.

Det går den forkerte vej med folkesundheden her i Danmark. Det mener Danske Patienter og flere end 50 andre aktører i sundhedsvæsenet, som derfor bakker op om en appel, som Danske Regioner i dag overrækker til regeringen og Folketinget om at vedtage en ny lov på området.

Stadig flere patienter får kroniske diagnoser - mange af dem kunne have været forebygget. Det gælder for eksempel for kræft, som 1 ud af 3 danskere får, inden de fylder 75 år. Her skyldes 4 ud af 10 kræfttilfælde risikofaktorer, der kan forebygges.

Over halvdelen af danskerne er moderat eller svært overvægtige. Overvægt er den største risiko for at udvikle multisygdom - altså flere samtidige sygdomme. Og det lider ca. 40 procent af os af.

Og der er ikke mindst en enorm ulighed i sundhed, hvor faktorer som uddannelsesniveau, indkomst og geografisk placering spiller ind på vores chancer for et godt helbred. Men nu skal kurven knækkes, mener Danske Patienter.

Rigtig mange af os ønsker heldigvis at leve sundere. Vi vil gerne holde op med at ryge, spise sundere, drikke mindre og dyrke mere motion. Men det sker ikke af sig selv. Der er et helt tydeligt behov for, at regeringen og Folketinget tager ansvar for at prioritere en styrkelse af folkesundheden, siger direktør Morten Freil, Danske Patienter