Ny vision for brugerinddragelse

Nyhed
none

En ny vision fra SST, Danske Regioner, KL og Danske Patienter lægger op til et frugtbart samarbejde om at styrke inddragelse af patienter og pårørende i sundhedsvæsenet.

Den fælles vision, Borgernes Sundhedsvæsen, er afsæt for et struktureret samarbejde mellem parterne i sundhedsvæsenet for at styrke inddragelse af borgernes viden, ønsker og behov i udviklingen i det danske sundhedsvæsen.

Visionen er formuleret i forlængelse af den nationale konference om brugerinddragelse i sundhedsvæsenet, som blev holdt den 30. oktober 2012 i et samarbejde mellem de fire parter og Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS).

Med regeringens sundhedspolitiske udspil fra maj 2013 bliver der lagt op til at udvikle en national strategi, der kan styrke inddragelse af patienter og pårørende. Borgernes Sundhedsvæsen skal dermed ses som et indspil til den proces, som skal lede frem til en ambitiøs strategi og konkrete tiltag.

Fokus på videndeling og fælles initiativer

Parterne bag visionen ønsker, at borgernes viden og behov, evne til egenomsorg samt aktive deltagelse får en større betydning i sundhedsvæsenet.

Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner, KL og Danske Patienter repræsenterer en bred platform af viden og handlekraft – med et stærkt potentiale til at styrke samarbejdet med borgere, patienter og pårørende. Det potentiale sætter alle fire parter både vilje og lederskab ind for at realisere.

Den fælles vision vil blive fulgt op med konkrete handlinger. Derfor vil de fire parter tage initiativ til videndeling og fælles initiativer, som kan styrke samarbejdet med borgerne.

Et samarbejde skal inkludere alle aktører i sundhedsvæsenet

De fire parter kan og skal ikke på egen hånd skabe en målrettet udvikling mod styrket borgerinddragelse. Det kræver et bredt samarbejde mellem alle sundhedsvæsenets aktører. Derfor er visionen også en invitation til et tæt og stærkt samarbejde med de øvrige aktører på sundhedsområdet – ikke mindst de sundhedsprofessionelle, som sammen med brugerne udgør kernen i sundhedsvæsenet.

Borgernes Sundhedsvæsen er et skridt mod udviklingen af et sundhedsvæsen, hvor borgernes viden bliver anerkendt som ligeværdig og bruges systematisk til at udvikle kvaliteten i det samlede sundhedsvæsen.

Se visionen Borgernes Sundhedsvæsen her.