Økonomi som gulerod forringer behandlingen af patienter

Der har været travlt på de danske hospitaler. Så travlt, at det er gået ud over patienterne. Så travlt, at de sundhedsprofessionelle og deres ledere ikke kan mere. Sundhedsvæsenet har alt for længe skulle producere mere – uden at få tilført flere ressourcer.

Væksten i sundhedsudgifterne har i de senere år været historisk lav, selv om den danske befolkning er blevet ældre, og der er kommet flere behandlingskrævende patienter med multisygdom. I samme tidsrum er befolkningens og politikernes forventninger til kvalitet og patienters rettigheder (heldigvis) blevet større. Men det hænger ikke sammen.

Men her i 2018 er det være slut. Nu skal sundhedsvæsenet ikke længere producere to procent mere hvert år, som Folketinget ellers har krævet. Det såkaldte produktivitetskrav bliver erstattet af en ny styringsmodel, der træder i kraft i 2019. Og det er positivt. 

Nej til kobling af økonomi og kvalitet

Produktivitetskravet har ført til en uhensigtsmæssig adfærd, fordi sundhedsvæsenet har fokuseret på – og er blevet belønnet for – at producere mere, men ikke nødvendigvis for at gøre det rigtige for patienterne og de pårørende.

Derfor ønsker vi i Danske Patienter, at kvalitet og patientrettigheder bliver drivende for en ny udvikling i sundhedsvæsenet – og for den nye styringsmodel, der er på vej.

Vi skal have et samlet sundhedsvæsen, der styres efter det, der giver værdi for patienterne – herunder patienternes livskvalitet og funktionsniveau. Ledelsen i sundhedsvæsenet – på hospitalet, den enkelte afdeling, i kommunen – skal forpligtes til at overholde specifikke mål for kvalitet og patientrettigheder.

Ved at give incitamenter til at styre efter kvalitet frem for produktivitet, vil niveauet for sundhedsvæsenets leverancer blive højnet.

Men incitamenter virker – og ikke altid efter hensigten. Særligt økonomiske incitamenter er stærke. Derfor advarer vi i Danske Patienter mod, at en ny styringsmodel direkte kobler økonomi og kvalitet, så hospitaler og andre institutioner i sundhedsvæsenet bliver belønnet, hvis de opfylder nogle fastlagte kvalitetsstandarder.

Det vil nemlig føre til, at hospitaler og andre institutioner, der er gode til at levere kvalitet i behandlingen, får økonomisk mulighed for at blive endnu bedre og tiltrække det dygtigste personale, fordi økonomien og arbejdsvilkårene er langt bedre.

Og det er et problem, fordi de hospitaler og institutioner, der derimod ikke lever op til standarderne, bliver straffet på økonomien og derfor bliver endnu dårligere. Det vil blive en ond spiral. På sigt vil sundhedsvæsenet risikere at stå med A- og B-hospitaler, A- og B-institutioner, A- og B-regioner.

Ja til kvalitet og læring

Sundhedsvæsenets ledelser skal forpligtes til at udarbejde og offentliggøre handlingsplaner for, hvordan man vil rette op på eventuelt manglende kvalitet.

Hvis handlingsplanerne ikke gennemføres, og institutionen gentagne gange ikke leverer tilstrækkelig kvalitet, skal det føre til, at der tilknyttes eksterne læringsteams, der kan støtte institutionen i at forberede kvaliteten. På den måde fremmer styringsmodellen læring i systemet.

Skulle der være ledelser, der ikke lytter til de politiske signaler og ikke lever op til handlingsplanerne, kan det næste skridt være at indføre et skærpet tilsyn.

I sidste ende bør kontinuerlig dårlig kvalitet få ledelsesmæssige konsekvenser.

Styring med omtanke

Her i 2018 skal Finansministeriet arbejde med forslag til en ny styringsmodel. Vi har alletiders chance for at lægge grundstenen til en positiv udvikling i sundhedsvæsenet, hvor det er patienter og pårørendes behov, der er i fokus.

Men det kræver, at ministeriet tænker sig grundigt om og inddrager patient- og pårørendeorganisationer, faglige organisationer, videnskabelige selskaber og andre eksperter i udviklingen.

Vi har brug for en styringsmodel, der forpligter ledelser i forhold til kvalitet og patientrettigheder på tværs af sektorer. Vi har ikke brug for en ny og bureaukratisk pulje, som blot erstatter den økonomiske belønning for aktivitet med en ny form for økonomisk belønning i relation til kvalitet – ud fra nogle indviklede fordelingsnøgler.

Det vil skabe nye perverterede adfærdsmønstre og nye gråzoner i patientforløb, hvor patienter bliver kastebolde mellem afdelinger og sektorer og betaler dyrt med deres tid og deres helbred.

Ingen styringsmodel er fejlfri, og uanset hvilken model vi vælger, er der en risiko for, at sundhedsvæsenets institutioner styrer meget snævert efter lige netop dét, de bliver målt på. Så for at sikre, at de sundhedsprofessionelle styrer efter det, der giver kvalitet i behandlingen, er der brug for en dynamisk model, der løbende bliver udviklet og justeret.

Det skal gøres ud fra et fagligt og et organisatorisk perspektiv – og ikke mindst ud fra patienternes perspektiv. Derfor er det vigtigt, at repræsentanter for patienterne og for personalet i sundhedsvæsenet bliver inddraget i udviklingen af en ny model. Det skal ikke ske i et lukket rum i Finansministeriet.